Diego Costa fik mandag aften skabt meget opmærksomhed omkring sig selv, da han tilsyneladende var meget sulten i pausen i kampen mellem Chelsea og Watford. Også hans manager, Antonio Conte, har hørt om den sjove episode og sendt en kommentar i brasilianerens retning.

De fleste kender nok til det pludseligt at blive lækkersulten. En følelse, der formentlig ramte Chelseas Diego Costa mandag aften, da de nykårede engelske mestre spillede mod Watford.

For på trods af at brasilianeren faktisk sad på bænken, gik han i pausen på jagt efter noget at spise, skriver Mirror.

Det førte ham ned i presserummet til stor morskab for de fremmødte journalister.

Og her fandt Diego Costa vej til buffetbordet for pressen, der bød på ost, forskellige slags sandwich og kage. Noget, han ikke ville gå glip af, og iklædt sit spillertøj, en overtrækstrøje og en hat gik han ifølge en journalist hen til buffeten og tog for sig af sagerne med ordene »Jeg er så sulten.«

En episode, der ikke gik ubemærket hen på Stamford Bridge, og da Antonio Conte fik at vide, hvad hans stjernespiller havde brugt tiden i pausen på, var der nogle ting, han ville have opklaret, inden han kunne svare på, om det ville for konsekvenser for Costa, at han ikke havde tilbragt pausen med sine holdkammerater.

»Hvilken slags mad (spiste han, red.)? Det er meget vigtigt,« lød det fra en grinende Conte, der fik at vide, at der var tale om chokoladekage.

Og så var svaret klart.

»I det tilfælde, er jeg meget vred på ham, fordi han burde have tænkt over at tage et stykke chokoladekage med til mig. For jeg led under kampen,« lød det med et smil fra Chelsea-træneren.

Hans mandskab vandt kampen over Watford med 4-3. En kamp, der på papiret ikke betød det store for de blå, der allerede sikrede sig det engelske mesterskab ved sidste spillerunde med en 1-0 sejr over West Bromwich.

28-årige Diego Costa er i denne sæson topscorer for Chelsea. Han har scoret 20 mål i Premier League, hvilket gør, at han lige nu ligger nummer fire på topscorerlisten med en enkelt ligakamp tilbage.

Brasilianeren med det spanske pas kom slet ikke på banen i mandagens opgør, hvor Antonio Conte havde skiftet ud på flere pladser, da mesterskabet var i hus.