Et spørgsmål var alt, der skulle til. Så havde José Mourinho fået nok og forlod interviewet.
Det skete efter søndagens nederlag til Tottenham, da Sky Sports' reporter Geoff Shreeves stillede spørgsmålet:
»I forhold til Premier League - hvad tror du, I har brug for til næste sæson for at blive en seriøs kandidat til mesterskabet?«
Og det var alt nok, for opgaverne i denne sæson er på ingen måde overståede for Manchester United.
José Mourinho svarede disse ord og gik sin vej:
»Det er ikke noget, jeg har lyst til at tænke på i øjeblikket. Jeg tænker på den finale, jeg skal spille,« sagde portugiseren og bevægede sig væk fra kameraet, selv om Shreeves slet ikke var færdig og kaldte på Manchester Uniteds manager for et opfølgende spørgsmål.
Nederlaget på 1-2 til Tottenham, der spillede sin sidste kamp hjemme på White Hart Lane, var kun det femte i sæsonen for Manchester United. Det er det samme antal som mestrene fra Chelsea, men ikke desto mindre er José Mourinhos tropper ikke i spil til Champions League-pladserne i Premier League længere med to kampe tilbage.
Så hvis holdet skal lykkes at komme med i det fine selskab i næste sæson, er sidste mulighed netop at vinde Europa League-finalen mod Ajax, som José Mourinho omtaler.
Finalen bliver spillet 24. maj i Stockholm.
