Chelseas medrejsende fans opførte sig fuldstændigt forkasteligt i den parisiske metro efter tirsdagens 1-1-kamp mod Paris Saint-Germain i Champions League-1/8-finalen.
Fansene skubbede i flere omgang en sort mand væk fra dørene til metro-toget på stationen Richelieu-Drouot, da han forsøgte at komme ombord. Samtidig sang fansene 'Vi er racister, vi er racister, og det er sådan, vi kan lide det'.
Hændelsen blev fanget på video, og efterfølgende har Chelsea taget afstand fra opførslen og varslet karantæner til fansene.
Men nu bedyrer en af de medrejsende engelske fans, at der er tale om en stor misforståelse. 17-årige Mitchell McCoy var ombord på det godt pakkede metro-tog.
»Han (den sorte mand, red.) forsøgte at stige på toget, men et par af passagerne skubbede ham ud igen, fordi der ikke var plads nok i vognen. Man kunne slet kke bevæge sig,« fortæller Mitchell McCoy til Press Association Sport.
»Folk siger, at det skyldtes, at han var sort. Det passer overhovedet ikke. Personligt tror jeg, at det var fordi, at han var PSG-fan. Selvfølgelig ville de ikke have en PSG-fan med. Ham fyren i videoen forsøgte at mase sig ind, og så skubbede de ham væk.«
»Det skete ikke kun den ene gang. Og det var ikke kun mørke mennesker, der ikke fik lov at komme ombord. Hvide passagerer og kvinder fik heller ikke lov.«
Og racist-sangen var - ifølge McCoy - en hyldest til Chelseas forsvarsstjerne John Terry.
»Den sang handler om John Terry. De eneste ord, jeg kender fra den er 'han er racist, han er racist'.«
