Efter en uventet Champions League-exit i onsdagens ottendedelsfinale mod Paris Saint-Germain kan det forventes, at José Mourinho skal ud og forstærke sin trup, når sommerens transfervindue åbner.
Portugiseren skal således have fået et transferbudget på hele 784 millioner kroner til at forstærke holdet med til sommer. Det skriver engelske The Sun. Real Madrids Raphaël Varane har på det seneste været det varmeste navn i London-klubben, hvor især Mourinho kender til franskmanden fra sin tid som træner i den spanske hovedstad.
Mourinho har allerede stået for flere markante indkøb efter sin tilbagevenden til Chelsea. Således har han hentet spillere som Cesc Fàbregas, Nemanja Matic, Juan Cuadrado og Diego Costa. Udover Varane nævnes ligeledes stjerner som Edinson Cavani, Sami Khedira og Paulo Dybala som potentielle sommer-signings.
Trods det utilfredsstillende Champions League-exit kan Chelsea glæde sig over at føre Premier League med fem point ned til Manchester City på andenpladsen.