Arsenal fortsætter den gode stime i Premier League med en sikker 3-0-sejr over West Ham. Arsène Wengers mandskab har nu inklusiv FA Cup'en vundet fire kampe i træk.

Et nederlag til Southampton, Tottenham og Monaco. Ellers lutter sejre.

Arsenal stormer derudaf i det nye fodboldår og har vundet 12 ud af 15 kampe i 2015, og lørdag eftermiddag slog 'The Gunners' igen fra sig med en knusende sikker sejr hjemme på Emirates over West Ham, der omvendt er faldet helt fra hinanden på det seneste med en række pointtab.

I vanlig stil dominerede Arsenal på græsset i den nordlige del af London og kom foran ved angriberen Olivier Giroud, der scorede i første halvlegs slutminutter. Aaron Ramsey sendte en fremragende bold i dybden til franskmanden, der klappede bolden ind bag Adrián i gæsternes mål.

Ved 2-0-målet byttede Ramsey og Giroud roller. Faktisk var det denne gang en stikning fra Giroud, der førte til målet, som midtbanemanden Ramsey hamrede ind via stolpen.

Få minutter efter - i det 84. minut - scorede Mathieu Flamini kampens sidste mål.

Aston Villa med Jores Okore på banen i hele kampen ydmygede Sunderland, der ellers havde fordelen af hjemmebane i opgøret. 0-4 lød cifrene på allerede efter første halvleg, og det blev også kampens slutresultat. Christian Benteke og Gabriel Agbonlahor scorede to gange hver.

Sunderlands fans var angiveligt rasende og forsøgte at komme ind på banen til manager Gustavo Poyet, der snart skal til at hive nogle point i land, hvis ikke Queens Park Rangers, Burnley eller Leicester skal have muligheden for at overhale nordøstenglænderne.

Kasper Schmeichel så fra bænken Leicester spille 0-0 hjemme mod Hull. Danskeren har fortsat sin første Premier League-kamp til gode i 2015. Kasper Schmeichel har siddet udenfor med en fodskade.

West Bromvich slog Stoke med 1-0.

Manchester City møder senere lørdag aften Burnley på udebane.