Skæbnekamp. Det er et begreb, man ofte bruger i sportens verden, men det gør ikke prædikatet mindre korrekt, hvis vi nu kun måtte bruge ét ord til at beskrive OL-kvartfinalen mellem Danmark og Slovenien.
Efter fem gruppekampe – lad os i øvrigt få lavet det OL-system om, der er simpelthen for meget gruppespil – er det slut med gratis kampe, man kan tillade sig at tabe. Nu er det knald-eller-fald, og derfor er det i sagens natur en skæbnekamp i forhold til den videre olympiske eksistens her i Rio.
Men det er den også på flere plan. Efter Danmark er blevet sendt ud af både VM sidste år og dette års EM før medaljekampene, er landsholdet nødt til at vise os, at de stadig skal betragtes som en del af den absolutte verdenstop. Og at de notoriske medaljeforventninger, der knytter sig til Mikkel Hansen og co., har bund i virkeligheden og ikke bare er et udtryk for tidligere tiders storhed.
Hvis det for tredje turnering i træk ender med exit før semifinalerne, begynder det at klinge meget hult at tale om marginaler og stolpe ud, og så er det mere en tendens end en tilfældighed, at danskerne ikke er med, hvor det er rigtig sjovt.
Kvalitet og klasse fornægter sig som bekendt ikke, og det gør det da slet ikke over tre mesterskaber. Og hvis Danmark ikke evner at sende Slovenien ud af dette OL og booke en plads i finaleweekenden, kan vi med rette begynde at sætte spørgsmålstegn ved, om herrelandsholdet nu også fortsat tilhører verdens top fire, som vi ellers i mange år har taget som en selvfølge. Men hvis vi kigger på det, vi har set indtil videre ved OL, har vi ikke fået svar, som giver danske håndboldfans ro i maven.
Seks point ud af ti mulige og en samlet tredjeplads fik Gudmundur Gudmundssons tropper ud af anstrengelserne i gruppen, hvor Kroatien og et fransk hold, der gav masser af spilletid til reserverne, blev for store opgaver. Isoleret set er det ikke nogen kæmpe katastrofe at tabe til Kroatien og Frankrig, idet begge hører til på allerøverste håndboldhylde. Problemet er jo bare, at hvis Danmarks selvopfattelse som et af verdens bedste hold, skal være andet end tanker og ord, skal de også en gang imellem slå de andre fra den absolutte verdenstop.
Mon ikke landstræner Gudmundur Gudmundsson også har fornemmelsen af, at det er en skæbnekamp, når han sidder ved siden computer på sit værelse i OL-byen og laver de minutiøse video-forberedelser, som præger hans optakt til kampene?
Den islandske træner blev blandt andet hentet ind for at knække den olympiske kode, som Ulrik Wilbek ikke kunne, da han stod i spidsen for landsholdet. Gudmundsson har tidligere vist med Island, at han har evnerne til at få et hold til at toppe ved OL, og DHF havde satset på, at han også kunne gøre det i rødhvidt regi. Men i de første fem kampe har vi ikke set Danmark ramme sit topniveau. Der er for mange perioder, hvor spillet bliver fastlåst, forudsigeligt og hvor spillernes udtryk simpelthen er for modløst.
Alt det er fløjtende ligegyldigt, hvis danskerne nu har fundet sig til rette, rækker ud efter topniveauet og kan sætte tre gode kampe sammen. For det er det, OL handler om. At toppe fra kvartfinalerne og frem. Rammer holdet i nærheden af dets topformåen, vinder landsholdet også over Slovenien. Det bør der ikke være nogen tvivl om. Men hæver det ikke niveauet, så kan det godt gå galt mod slovenerne. Og så er spørgsmålet, hvad skæbnen bliver for Gudmundur Gudmundsson, der har kontraktudløb næste sommer, og efter planen sætter sig ned sammen med DHF-sportschef Ulrik Wilbek, når OL er afsluttet, for at diskutere fremtid og en mulig forlængelse.
Så også på den måde kan denne OL-kvartfinale blive en definerende størrelse.
Del: