Trods en skuffende, afsluttende sejlads sikrede Anne-Marie Rindom tirsdag aften den 10. OL-medalje til Danmark, da hun fik bronze ved Laser Radial.
Inden det såkaldte medal race lå Anne-Marie Rindom nummer to i den samlede stilling. Hun havde otte point op til hollandske Marie Bouwmeester, mens ireren Annalise Murphy indtog tredjepladsen to point efter danskeren.
Der skulle altså kæmpes om guld, men med dagens ottendeplads skulle Anne-Marie Rindom altså til at kigge nedad for og fokusere på at forsvare sin bronzemedalje. Her var belgieren Evi van Acker den største trussel. Heldigvis endte hun kun som nummer seks.
Danskeren, der i 2015 vandt VM, var efter sejladsen glad, men også en anelse omtumlet.
»Jeg har en lidt blandet følelse, for jeg havde et sindssygt dårligt ræs. Det gik helt galt med en masse vindpust, og ikke nok med det fik jeg en straf til sidst. Jeg skal nok blive glad for det, men jeg ved stadig ikke, om jeg skal græde eller grine,« siger Anne-Marie Rindom til TV2 Sport.
Den blandede følelse skyldtes ikke mindst, at hun i løbet af sejladsen ikke vidste, om hun ville få en medalje eller ej. Faktisk var hun også i tvivl til allersidst.
»Jeg var bange for, at jeg havde mistet medaljen. Jeg vidste ikke, hvordan det gik for belgieren. Men jeg kunne regne det ud, da jeg kom i mål, for jeg kunne godt se, at belgieren ikke var helt fremme. Men jeg ville lige ned til min træner for at få det bekræftet.«