KOMMENTAR

Jeg har ind imellem hat på på arbejde. Om det er kontroversielt for en fyr i starten af 30’erne, er en diskussion vi tager en anden dag. Jo, det er så!

Desværre var torsdag ikke en af de dage, hvor jeg havde dristet mig til at smide kasketten på hovedet. Og det er egentlig ærgerligt. For havde det været det, skulle der lettes på den. Ikke bare én gang. Nej, igen og igen. Naturligvis til ære for FC Midtjylland og dét, der er en meriterende sejr over Manchester United.

Lad mig være helt ærlig fra starten. Jeg havde ikke set FC Midtjylland tage et resultat mod Louis Van Gaals mandskab – kriseramt eller ej. Og jeg havde slet ikke set de danske mestre besejre en af verdens absolut største fodboldklubber. Det er intet mindre end høj, høj klasse.

{embedded type="node/webtv_link" id="41826749"}

Resultatet er én ting. Tag ikke fejl. En 2-1-sejr over Manchester United er stort for alle hold. Men den måde, Jess Thorups hold spillede kampen på, var om noget endnu mere imponerende. Sejren var rent faktisk fortjent! FC Midtjylland var det bedst spillende hold – mod et mandskab med 20 engelske mesterskaber i trofæskabet. Til tider endda med afstand. Det må give en alt andet end ulden smag i munden i det uldjyske.

Ingen på holdet faldt igennem mod et ganske vist meget underpræsterende United-mandskab. Tværtimod fik midtjyderne vist, at der ud af holdet vokser spillere, der i dansk sammenhæng har usædvanlige individuelle kvaliteter. Det er jer, jeg snakker til, Pione Sisto og Paul Onuachu.

De to målscorere gjorde den altafgørende forskel, der hævede kampen fra en oplevelse til en lille sensation. Begge spillere har unikke kvaliteter, som kan ændre noget nær alle kampe fra umulige opgaver til opgør, der rent faktisk kan vindes. Endda vindes på overbevisende manér.

Det siger alt om FC Midtjyllands præstation, at Manchester Uniteds vikarierende målmand, Sergio Romero, var englændernes med afstand bedste spiller på MCH Arena. Den slags plejer at være forbeholdt danske målmænd, når der præsteres mirakler i Europa.

Op til kampen var jeg i tvivl om FC Midtjyllands kvalitet. Erik Sviatchenkos og Morten ’Duncan’ Rasmussens afgang fik mig til at tvivle på, hvor de danske mestre står, inden foråret for alvor starter. Der er stadig en rest af den tvivl tilbage. Det kan en enkelt kamp desværre ikke ændre helt på. Heller ikke selv om det er en sejr over Manchester United.

Når det så er sagt, kan ’Duncans’ farvel ende med at være en fordel med tanke på Paul Onuachus præstation. Og når man dertil smider Vaclav Kadlec ind i ligningen, kan det blive et særdeles interessant forår på Heden. Også på den anden side af kamp nummer to mod Manchester United.

Det kan det også, fordi Jess Thorup ligner en træner, der har brugt vinteren på at lære sit hold og sine spillere at kende helt i bund. Han formår nu at få det optimale ud af de kvaliteter, han har til sin rådighed. Og vende de kvaliteter mod den modstander, han møder. Det viste han på den nylige træningslejr i Dubai – og han viste det så sandelig også torsdag aften i Herning.

FC Midtjylland har præsteret et af de helt store enkeltstående resultater i dansk klubhistorie. Hvor den rangerer, er et temperamentsspørgsmål, så skal vi ikke vente til efter returopgøret med for alvor at tage hul på den snak?

For lad mig være ærlig igen. Trods Manchester Uniteds vanvittige krise og den fantastiske sejr på Heden, er det danske mesterhold naturligvis fortsat underdog. Det bliver klubbens hidtil sværeste og hårdeste opgave, når 2-1-resultatet skal forsvares i næste uge på Old Trafford.

Men lad os glemme det for et øjeblik – og for alvor lette på hatten for FC Midtjylland.  Det har de fortjent.