To meter-angriberen lignede en mand til millioner, da FC Midtjylland sendte Manchester United hjem med et nederlag.
Der render en tidligere FC Midtjylland-sportsdirektør rundt med en skinnende perlerække af et smil i Herning. Ikke kun fordi hans tidligere klub slog Manches-ter United 2-1. Heller ikke fordi han nok er sluppet for at betale de 700 kroner, som Manchester Uniteds fan trak op af lommen for at se en pauver indsats fra deres helte.
Nej, Jens Ørgaards dollargrin skyldes den afrikanske diamant Paul Onuachu. Den store angriber er i stald hos mellemmanden Ørgaard, der for længe siden allerede var så sikker på Onuachus talent, at han var klar til at vædde med det lokale folkeblads ypperste sportsjournalist om, at afrikaneren ville blive den dyreste spiller i FCMs snart 17-årige historie.
Onuachu viste da også mod Manchester United tegn på, at de lange lemmer kan kontrolleres på højeste niveau i Europa. Og han var glad for sin egen præstation med et enkelt mål.
{embedded type="node/webtv_link" id="41827278"}
»Den var god, stærk, fantastisk! Jeg lyttede bare til, hvad træneren sagde, og gik ind og gjorde det.«
»Det var en drøm, der gik i opfyldelse at spille mod Manchester United og score mod dem. Vi må vente og se, hvad der sker på Old Trafford. Det gælder om at nyde momenterne nu,« sagde Onuachu efter kampen og lød som snart enhver anden afrikansk Superliga-spiller med den voldsomme ydmyghed.
Større ord kunne man finde om Onuachu på Manchester United-manager Louis van Gaals pressemøde, da han havde pareret de mange angreb fra engelske journalister og blev spurgt til Onuachu.
»Vi havde mange problemer med ham. Vi skal være bedre til at tøjle det problem. Måske spiller han på Old Trafford, og det skal vi få styr på. Du har ret. Vi havde mange problemer med ham. Vi havde færre problemer med Pusic,« lød det fra van Gaal.
Onuachu var chokoladeovertrækket på Guldkaramellen, men FC Midtjyllands 2-1-sejr over Manches-ter United i den stærkeste opstilling, de kunne stille i en skadesramt periode, var imponerende. Og den var også så imponerende, at den nuværende sportsdirektør, Claus Steinlein, lod sig rive med.
Han lader sig ikke tynge af den voldsomme ydmyghed, som man normalt hører i fodboldens verden.
»Havde vi scoret på vores chancer, kunne vi måske have vundet større. Det er en fed fornemmelse, men stadig sådan lidt ’okay, den skulle vi have lukket og vundet større’,« sagde Steinlein, inden han muligvis glemte, at udebanemål trods alt er vigtige i europæisk fodbold og satte sit eget holds avancement-chancer udansk højt.
»Jeg synes, vi har bevæget os op på, at der er en realistisk chance. Det er vel fifty-fifty nu. Vi fører 2-1, før vi skal derover. Og de har ikke vist mere end det, de gjorde i dag. De skal bygge på, og vi har fået en turneringskamp mere i benene. Det hjælper.«
»Af enkeltstående resultater er det her det største, men de skal slås ud, før det bliver det største. For jeg synes, at det var endnu større at slå Southampton ud end en enkelt sejr over Manchester United. Men slår vi United ud, er det det største,« sagde Steinlein.