KOMMENTAR
Åge Hareide og hans nye mandskab har tilført ny ilt til den danske landsholdsflamme, der sidste efterår sygnede hen i skuffende præstationer, stædighed og en ikke overbevisende folkelig appel. På den måde har det landstrænerskifte, der snart har et lille års tid på bagen, været en succes.
Det nye danske landshold har flået flere torne ud af øjet på de folk, der var trætte af ’alt det gamle’. Systemet er ændret, holdet er forynget, og glæden og gnisten er i højere grad mærkbar i forhold til tidligere. Tænk bare på den kollektive, brysthamrende jubelscene efter sejren over Armenien eller Viktor Fischers herlige kraftudladning, da han forleden sang for på ’Der er et yndigt land’ i den polske hovedstad, Warszawa.
Hareides nye danske landshold har momentum i den fodboldglade del af den danske befolkning. Optimismen er større, end vi længe har set, og det samme er appellen. Viktor Fischer, Yussuf Poulsen, Pierre-Emile Højbjerg og co. drager os til sig. Og det samme gælder den nu knap så nye landstræner.
Den danske landsholdstrup er spækket med spillere, der har noget på hjerte. Både uden for banen, men så sandelig også, når de har bolden for fødderne. De har – over en bred kam – øjeblikkelig succes i deres klubber i ind- og udland, hvor de får spilletid og har afgørende roller. Og så har de fleste af dem den ungdommelige fordel, i og med at det nye og unge har det med at trumfe det velkendte og gamle i ren tiltrækningskraft.
Det nye danske landshold har altså masser af appel, og samtidig har resultaterne været acceptable. Sådan ser landsholdsvirkeligheden ud set gennem de optimistiske briller. Dem, der har håbets grønne farve i det ene brilleglas og de rød-hvide i det andet. Men lad os tage brillerne af og forholde os til realiteterne.
Heldigvis ændrer det på ingen måde alt. For der er virkelig kommet ny ilt og en ny appel til landsholdet. Optimismen bobler igen – og tak for det.
Men for at det skal fortsætte, er banken i brystet og befriende ungdommelig kådhed naturligvis ikke nok. Resultaterne er den afgørende ingrediens, der gør, at den bølge, Åge Hareide og hans mandskab har startet, også bliver ved med at skylle ind over landet. Her bliver kampen mod Montenegro ekstremt afgørende.
Hareides nye hold har blot spillet to betydende kampe, siden han tog over fra Morten Olsen. Den ene blev vundet over Armenien i Parken, mens den anden lørdag blev tabt i Polen.
Netop weekendens nederlag var det første wakeupcall for dette nye landshold. Holdet blev løbet over ende i første halvleg og spillede en kamp, hvor kun et par af spillerne – trods forbedringer efter pausen – leverede en kamp, der hævede sig over middelmådigheden.
I stedet var det – som min kollega Morten Crone Sejersbøl skrev i sin klumme efter kampen – et dansk hold med masser af talent, men uden den fornødne kvalitet, vi så forleden. Netop mængden af kvalitet har også Pierre-Emile Højbjerg siden stillet spørgsmålstegn ved.
Det bringer mig tilbage til tirsdag aftens kamp mod Montenegro. Et hold, der er svagere end Polen, men stærkere end Armenien. Her skal det nye danske landshold vise, at talent og kvalitet fint kan gå hånd i hånd. Holdet skal, som spillerne selv siger, ’rejse sig’ og levere en stærk præstation, der munder ud i tre point.
Ikke bare fordi de tre point er rasende vigtige i forhold til gruppen og den VM-billet, der er på spil. Nej, lige så meget fordi der er en tynd, rød linje mellem momentum og medvind på den ene side – og pessimisme og modvind på den anden.
Skal det nye danske landshold ride videre på den bølge af positivitet, der hersker omkring det, er en sejr i Parken mod Montenegro af største vigtighed. Så lad det nu være præcis, hvad vi får!