Hvis man inden kampen mod Polen var i tvivl, om Danmark virkelig havde et så talentfuldt landshold, som det kommentatorer som mig har talt om gennem det seneste års tid, fik vi svaret undervejs: Ja, vi har et talentfuldt landshold. Men netop talentfuldt og ikke mere end det.
For første gang siden Åge Hareide debuterede som dansk landstræner med en 2-1 sejr over Island den 24. marts i år, mødte Danmark lørdag aften en ægte kvalitetsmodstander fra den øverste del af Europas subtop. Det er der, at det danske landshold i perioder gennem historien har befundet sig, men i øjeblikket er et godt stykke vej fra at være.
Kvaliteten har hidtil været stor nok til at besejre Island, Liechtenstein, Bulgarien og Armenien, men ikke Bosnien og Skotland, og da manddomsprøven skulle stå mod Polens EM-kvartfinalister, faldt de danske talenter med et brag.
Robert Lewandowski personificerede forskellen mellem de bedste og de næstbedste, og han straffede de danske forsvarere; Simon Kjær, Jannik Vestergaard og Andreas Christensen. En efter en. Nå ja, og Kasper Schmeichel og Peter Ankersen selvfølgelig. Dér kom bare en, der var bedre.
1. halvleg var naturligvis den værste, og da var det ikke bare den simple kvalitetsforskel mand mod mand, der åbenbarede sig, men også en taktisk uerfarenhed i et system, danskerne kun har prøvet seks gange inden, men som den polske landstræner Adam Nawalka havde læst og formået at tage sine kyniske træk imod. Mod et hold, der forsvarede i en 6-3-1 formation, så vi, at det danske landshold har uhyre vanskeligt ved at finde offensive løsninger, sådan som det ellers har haft pæn succes med i det halve år, der er gået siden Island-kampen. Med Christian Eriksen helt pakket ind i det overbefolkede område foran polakkernes felt og med wingbackerne totalt lukket ned af de meget lavthængende kanter, kom den danske boldcirkulation hovedsageligt til at foregå mellem de tre danske midterforsvarere med en (igen) oversatsende Jannik Vestergaard og en boldusikker Simon Kjær som de vigtigste spilfordelere. Det var selvsagt en uholdbar situation, og den gav Nawalka den suveræne trænersejr over Åge Hareide.
Efter pausen fik vi så Yussuf Poulsen på banen, hvilket gav den danske offensiv en fysisk tyngde, vi helt havde manglet i første halvleg. Det var klædeligt og - ved vi nu - en løsning, man burde have valgt fra begyndelsen. Danskerne fik lidt mere at spille efter, Peter Ankersen, der spillede en rædderlig 1. halvleg, fik noget at sigte mod, og polakkerne fik noget at koncentrere sig om.
Efter 3-2 reduceringen (og med lidt god vilje i minutterne op til) fik vi set, hvad det danske hold har, når det rammer vinden: Det er vilje og tro, det er selvtillid og opportunisme. Det er udfordringer. Det er sådan noget, Viktor Fischer talte om, da han en af de første gange, han var med det danske landshold, sagde til mig, at han troede, det danske landshold kunne blive europamestre i 2020. Jeg husker den dag meget tydeligt. Det var en ung mand, der troede på det. Han skulle få svært ved at leve op til det i årene der gik, men han markerede en tro på livet i toppen, der skulle gå igen, når vi i årene, der fulgte, talte med hans jævnaldrende. De troede på det her, og det gør de stadig.
Men de mangler lidt endnu. Det ved vi da med sikkerhed efter kampen mod Polen.
