BTs fodboldekspert Peter Sørensen er ikke i tvivl, før aftenens guldbrag i Herning mellem FC Midtjylland og FC København. FC Midtjylland bliver danske mestre, men kigger vi længere frem er det københavnerne, der overtager førertrøjen, mener han.

»Selv hvis FCK vinder i Herning i aften, skal FCM tabe yderligere to kampe og smide point i en, mens FCK skal have tre point i alle deres opgør. Det er dog for usandsynligt. Jeg ser et fortjent mesterskab til FC Midtjylland, der i denne sæson har været klart mest sprudlende«, skriver Peter Sørensen blandt meget andet i søndagens klumme i BT.

Han fortsætter:

»Hvis man ser på de to trupper i et lidt længere perspektiv, altså næste sæson, så tipper magtbalancen lidt i min optik. Jeg har svært ved at forestille mig, at FCM er i stand til at toppe den præstation, man har leveret i år, selv om man købte rigtigt og rettidigt ind i vinterpausen. Omvendt bor der noget i FCKs nysammensatte trup, som jeg har større forventninger til i den kommende sæson. Potentialet er ganske enkelt større her. For jeg mener, at når man kommer forbi nummer 15 i FCM-truppen, begynder kvaliteten at være til at overskue, hvilket ikke i samme grad er tilfældet hos konkurrenterne. Her er FCKs unge spillere bedre end de tilsvarende i FCM, og flere af dem er landsholdsspillere i svøb.«

Læs hele Peter Sørensens klumme ved at købe søndagens BT eller køb dig adgang til artiklen og meget mere i BTs PLUS-univers ved at klikke her.