Brøndby må i de to kommende kampe klare sig uden Daniel Agger. Det lyder umiddelbart til at være en enorm svækkelse, men hvordan har klubben egentlig klaret sig uden sin største profil?

Daniel Agger bliver af de fleste betegnet som Superligaens eller i hvert fald Brøndbys største stjerne, og det er svært at gøre indvendinger imod.

Landsholdanføreren har en glorværdig karriere i Liverpool på cv'et og har enorm betydning for forsvaret i klubben fra den københavnske vestegn med sin erfaring, boldomgang, fysiske fremtoning og hvad der ellers har været knyttet af superlativer på Agger i løbet af årene.

Læs mere: Sådan prøvede Brøndby at redde Agger: Se hele deres officielle forsvar

I denne sæson har Daniel Agger været en del skadet. Han har derfor glippet 11 ud af 23 Superliga-kampe. I de kampe har Brøndby skrabet 19 point til sig, og forsvaret har lukket ti mål ind.

I de 12 resterende kampe, som Agger har deltaget i, har Brøndby måske lidt overraskende 'kun' hentet 16 point og fået 12 mål imod sig.

Med til sammenligningen hører dog, at Daniel Agger blandt andet har været med i tre kampe mod FCK, to kampe mod AaB og en enkelt mod FC Midtjylland.

Læs mere: Brøndby-boss ærgrer sig: Forkert at tildele Agger karantæne

Med rette vil det derfor kunne hævdes, at Brøndbys modstandere i kampene uden Daniel Agger har været af en anelse svagere karakter. Brøndby har for eksempel to sejre over bundproppen Silkeborg og en enkelt over FC Vestsjælland, og det viser sig også i pointantallet.

Brøndbys næste to modstandere er Sønderjyske på søndag og Hobro i den kommende spillerunde. Her vil det formentlig være Martin Albrechtsen og Dario Dumic, der spiller i midterforsvaret i stedet for Daniel Agger.