Brøndbys Daniel Agger er i fokus efter et albueslag mod FCKs Mathias 'Zanka' Jørgensen, der har givet to spilledags karantæne. Og omkring 6.000 brugere har i en afstemning på bt.dk vurderet, at landsholdsanføreren er blandt de største bisser i Superligaen. Men kun som nummer to efter FCKs Christian Poulsen.

Der bliver altid gået til stålet, når Brøndby og FCK mødes i det københavnske rivalopgør. Og det gjorde der vanen tro også 2. påskedag, da de to mandskaber igen stod over for hinanden. Men i en enkelt situation blev grænsen overskredet. Det vurderer DBU, der har givet Daniel Agger en to spilledage lang karantæne efter at have set video-klip igennem.

Læs også:

Brøndby-spilleren understregede efter kampen, at det var et uheld, da han ramte FCKs Mathias 'Zanka' Jørgensen i hovedet og ryggen med albuen. Da situationen ikke blev opfanget af kampens dommer, Michael Tykgaard, har DBUs disciplinærudvalg nu brugt deres ret til at kigge nærmere på episoden efterfølgende. Og det endte med at koste Daniel Agger en karantæne.

I den anledning spurgte vi bt.dks brugere, hvem de mener, der er Superligaens største bisse. Den bedste danske række har historisk set haft nogle hårde bisser i form af typer som Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen. Men hvem træder i deres fodspor anno 2015?

Læs også:

Næsten 6.000 læsere har givet deres besyv med og blandt favoritterne til titlen som den hårdeste hund i Superligaen, finder vi netop karantænetruede Daniel Agger med 19 procent af stemmerne. Kun overgået af FCKs Christian Poulsen.

30-årige Daniel Agger har efterhånden stor erfaring med hårde dueller, intense nærkampe og hårde tacklinger efter ni år i Liverpool og den fysisk betonede Premier League. Det er dog ikke blevet til særlig mange kort, og derfor mener den hårdføre midterforsvarer ikke selv, at han kan leve op til mærkatet som bisse.

Hvordan har du med, at folk synes, du er en bisse?

»Det har jeg det fint med. Det er ikke det, jeg koncentrerer mig om.«

Ser du dig selv som en bisse?

»Næh, det synes jeg sgu ikke. Jeg spiller til stregen, og det er også det, man skal. Fodbold er en kontaktsport. Jeg har spillet næsten 250 kampe i England, og det er meget, meget få kort, jeg har fået, så det synes jeg ikke. Men sådan er det, hvis folk ser på mig sådan,« siger Agger, der fik 13 gule kort i sine ni sæsoner i Liverpool og ét enkelt rødt kort tilbage i 2012 i en udekamp mod West Bromwich.

Siden sommerskiftet til Brøndby er det blevet til to gule kort i de 12 kampe, som Agger indtil videre har været i stand til at spille.



Christian Poulsen ligger nummer ét på bt.dks brugerafstemning om Superligaens største bisse. Men kigger man på DBUs liste over flest gule og røde kort i indeværende sæson, figurerer Christian Poulsen ikke engang blandt top 150 med sit ene røde kort i ni kampe.

Har danskerne et fejlagtigt ’bisse-billede’ af dig?

»Nej, jeg tror ikke, det er et fejlagtigt billede. Jeg har jo lavet nogle dumheder. Både i Sverige-kampen (hvor Poulsen slog Marcus Rosenberg i maven, red.) og i hændelsen mod Nordsjælland (hvor han gav Emiliano Marcondes et stød med albuen, red.). Men det må jeg leve med. Det var jo forkert. Og to gange jeg gik over stregen. Og det hæfter sig jo på mig som person. Hvis man kigger på, hvor mange frispark jeg begår pr. kamp, så ved jeg ikke, om det er samme billede. Men det accepterer jeg. Sådan er det,« siger han.

De danske roligans og resten af fodboldverdenen fik for alvor øjnene op for Christian Poulsens hårdhændede metoder på fodboldbanen en sommerdag i Parken i 2007. Danmark mødte vores svenske naboer i en vigtig kvalifikationskamp. Ved stillingen 3-3 og med få minutter tilbage på uret sendte Christian Poulsen en knytnæve i maven på Markus Rosenberg. Straffespark til Sverige, rødt kort, en baneløber, og resten er kendt historie.

En lignende episode udspillede sig syv år senere, da Christian Poulsen netop var vendt hjem til FCK. En tilbagesvunget albue sendte FC Nordsjællands Emiliano Marcondes til tælling, og historien havde gentaget sig.

»Jeg tænker ikke over Sverige-kampen mere. Det er et afsluttet kapitel, og nu er jeg i FCK. Men når jeg kigger tilbage på mit fodboldliv, så har der været fede oplevelser og nogle mindre fede. Nogle, jeg godt kunne have været foruden. Men sket er sket. Jeg er ærgerlig over de episoder, men der har jo også været mange positive. Der er ’ups and downs’, og sådan har min karriere også været,« siger Christian Poulsen.

»Jeg brænder for at vinde – også til træning. Jeg vil vinde selv de små intervalspil. Og der forventer jeg, at alle giver den gas og vinder den lille kamp i træningen. Man skal kunne sætte sig selv op til at levere til den daglige træning,« siger FCK-spilleren, men understreger, at temperamentet kun gælder inden for kridtstregerne.

»Jeg er en anden type uden for banen. Der er jeg meget mere afslappet og ikke så fokuseret på at vinde. Her kan jeg slappe mere af, og så lade op til den næste træning,« siger han.