Mads Mikkelsens debut som amerikansk tv-kannibal lover godt

Det er lidt af nogle sko, Mads Mikkelsen skal fylde som den sofistikerede verdensmand, psykiater og kannibal Hannibal Lecter - rollen, der gav Sir Anthony Hopkins en Oscar og etablerede Hannibal the Cannibal som en af filmhistoriens mest uhyggelige skurke. Men hvis nogen kan fylde de håndsyede lædersko, så er det danske Mikkelsen, der har gjort den underspillede diabolske charme til sit internationale varemærke.

Mads Mikkelsen er da også så klart trumfkortet i den længe ventede nye seriemorder-serie 'Hannibal', hvis første afsnit løb over de amerikanske tvskærme i aftes. En effektiv, flot og blodig thriller om FBI-analytikeren Will Graham (Hugh Dancy), der har en særlig empatisk evne til at sætte sig i psykopatiske morderes sted. Det slider selvsagt på enspænderens mentale helbred, og da han bliver lidt for personligt involveret i en sag om otte dræbte og fortærede studiner, kobler FBI-chefen Crawford (Laurence Fishburne) ham sammen med stjernepsykiateren Dr. Hannibal Lecter. Uden den fjerneste anelse om, at han dermed sætter en ulv til at vogte sit lam.

Serien arbejder med afsluttede historier i hvert afsnit på blot 40 minutter, når reklamepauserne trækkes fra. Det giver handlingen et noget forjaget præg, men det er under alle omstændigheder i det lange træk, spillet mellem Graham og Lecter, at den virkelige spænding ligger. Og her lover 'Hannibal' godt med en allerede sprudlende kemi mellem Dancy og Mikkelsen.

Graham har ingen anelse om, at hans makker og spirituelle vejleder er perfektioneret menneskeæder, men det ved vi. Dels fordi, vi ser ham tilberede en dejlig lunge, og dels fordi vi kender figuren i forvejen. Vi ved, at Lecter er ubeskriveligt uhyggelig, og den viden udnytter Mikkelsen til at gøre ham endnu mere menneskelig og sympatisk. Der er en em af farlige forudanelser, hver gang han viser sig, og det giver i den grad appetit på mere.

Spørgsmålet er så, hvor længe 'Hannibal' kan holde spændingen gående uden at afsløre sin hovedperson? Mads Mikkelsen har bundet sig til fire sæsoner, men om det bliver til så stort et måltid, afhænger af de amerikanske seere. Nu har de i hvert fald fået blod til tanden.