Åge Hareide har et væld af spørgsmålstegn i en landsholdsuge af helt afgørende karakter. BT er gået længere ind.

Kniven for struben og pistolen for panden. Klichéerne står klar til affyring, når det gælder denne landsholdsuge, hvor det danske landshold skal forsøge at rejse sig oven på to skuffende nederlag i oktober.

Under størst pres er landstræner Åge Hareide, der uden en sejr i fredagens kamp mod Kasakhstan kan vinke farvel til en VM-billet og måske endda påbegynde sin egen færd mod udgangen.

Den seneste landsholdssamling bød på flere spørgsmål, end den gav svar. Landstræneren har derfor masser, han skal have besvaret.

BT forsøger sig med en hjælpende hånd og leger med tanken om, hvad landstræneren ville spørge om, hvis han tog en tur hos psykologen.

Hvordan vinder jeg danskerne tilbage?


Det hele begyndte så godt. Men der er få brancher, hvor spændet fra succes til fiasko er så kort som i fodboldens verden. Da Åge Hareide fik jobbet som dansk landstræner for snart et år siden, vandt han hurtigt danskerne over på sin side med simple virkemidler som et hyggeligt og åbent gemyt, et længe ønsket systemskifte og fine indledende resultater. Men på bare fire dage i begyndelsen af oktober blev medvind til modvind og optur til nedtur.

Hareides landshold tabte til først Polen og siden Montenegro hjemme i Parken og med ét var folkestemningen ikke med den norske landstræner og hans hold. Stemningen fra foråret var pludselig forvandlet til den stemning af skuffelse og uindfriede forventninger, som bringer tankerne hos de danske fans et år tilbage i tiden til et efterår, der var alt andet end godt for dansk landsholdsfodbold.

Åge Hareide skal generobre de danske fodboldhjerter og folkestemningen. Lige nu kræver det først og fremmest én ting: En sejr og en overbevisende præstation fra hans landshold i årets sidste betydende landskamp.

Er jeg blevet den hyggelige bedstefar?


Åge Hareide er en omgængelig mand. Han er hyggelig. Nordmanden svarer på det hele, og der er ingen sure miner, når spørgsmålene bliver nærgående. Ikke endnu i hvert fald. Men der er sket noget i tv-studierne, efter Hareide har overtaget fra Morten Olsen. Det var ikke mange gange, at Morten Olsen decideret blev påduttet taktiske ændringer af eksperter, men det er nærmest hverdag for Åge Hareide.

Se bare Ståle Solbakken eller Alexander Zorniger - det sortner nærmest for øjnene af dem, hvis nogen skulle tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved deres taktiske beslutninger. Hareide er mere overbærende og lydhør, om end ingen journalister og eksperter tvivler på, at han kender sin vej og fortsætter ud ad den.

Men det interessante er, om også den danske fodboldfan ser det på samme måde, når landstræneren kamp efter kamp ikke bare får stillet spørgsmål til sin taktik, men altså decideret får gode råd til ændringer af folk, som ofte ikke har set skyggen af et trænercertifikat.

Skal jeg skifte system?



Da Åge Hareide tiltrådte som dansk landstræner, var det med meldingen om offensiv, sprudlende fodbold formuleret i en eksotisk 3-5-2-opstilling. Spillet skulle være direkte med masser af chancer til følge, men efter de første tre kampe i VM-kvalifikationen har Hareide måtte sande, at taktikken har fejlet.

Og landstræneren er allerede gået på kompromis med sin stil. Han gik i anden halvleg mod Montenegro over i en 4-4-2-opstilling, der fungerede meget bedre, og det er med de overvejelser i tankerne, at nordmanden går ind til skæbnekampen mod Kasakhstan. Skal han ændre til en mere kompakt formation, eller skal han fortsætte med at sætte sin lid til, at Danmark endegyldigt kan løfte defensiven i en 3-5-2-opstilling?

Meget tyder på, at Hareide er klar til at ændre. Han har selv udtalt, at alt er i spil, så bliv ikke overrasket, hvis danskerne stiller op i en 4-4-2 eller en 4-4-1-1 for at blive i det taktiske nørdehjørne. Der bliver nødt til at ske noget.

Skal jeg lede efter ledere?



Vil landsholdet savne Daniel, Agger, lød spørgsmålet, da den mangeårige anfører i sommer lagde støvlerne på hylden? Svaret er på mindst ét punkt et ja. Agger var den altoverskyggende leder på Morten Olsens landshold, og hans farvel har efterladt et hul. Det samme har i øvrigt Lars Jacobsens.

Afskeden med de to rutinerede lederskikkelser har sendt Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen op i den absolutte top af hierarkiet, hvor også William Kvist befinder sig. Men Kjær skal tydeligvis vende sig til sin nye kaptajnrolle, Schmeichel skal det samme - og Eriksen og Kvist leder på væsentligt andre og mere stilfærdige måder, end den verbale Daniel Agger gjorde det.

I efterårets hidtidige kampe har mangelen på en rutineret no-bullshit-skraldemandstype været tydelig på et hold med utallige unge spillere. Det kunne til dels løses med en rutineret ræv på sidelinjen, men selv om Åge Hareide har prøvet det meste som træner, er jobbet som dansk landstræner stadig forholdsvis nyt. Landstræneren skal derfor forsøge at pumpe mere lederskab ind i sit hold. Spørgsmålet er blot hvordan?

Skal jeg satse på 19-årige Kasper Dolberg?

Der er mange valg at træffe for den kære landstræner i den kommende tid. Og specielt på angrebsposten står han overfor en af de sværeste beslutninger. Han har forsøgt sig med et par forskellige konstellationer, men i de afgørende kampe har Nicolai Jørgensen og Viktor Fischer været foretrukket som de to i front. Det kan dog blive ændret til den kommende kamp. For landsholdet har brug for ny energi. Et friskt mentalt pust. Noget at være begejstret over.

Det kan den 19-årige Ajax-angriber Kasper Dolberg sørge for med det momentum, der i øjeblikket gør ham til en af de varmeste danske fodboldspillere i Europa. Men også FCK’s Andreas Cornelius leverer gode præstationer uge efter uge i både Superligaen og i Champions League. Derfor kunne de to være et bud på en helt ny duo.

Men vrager Hareide så den hollandske liga-topscorer Nicolai Jørgensen, der i Feyenoord banker mål ind på samlebånd, men på landsholdet endnu ikke har slået helt igennem? Det kan han blive nødt til.

Og hvad med midtbanen?

Pierre-Emile Højbjerg har indtil videre været Hareides faste holdepunkt på midtbanen, men mens han i begyndelsen af nordmandens landstrænerperiode blev flankeret af Thomas Delaney, tog Kvist pludselig over.

Nu er spørgsmålet, om Hareide vil prøve noget nyt. I FC København fungerer Kvist og Delaney upåklageligt sammen, og det har de også vist i Champions League på højt niveau, og i Ajax har Lasse Schöne spillet sig ind som en kreativ defensiv midtbanespiller.

Så mulighederne er der for Hareide, men vil han sætte Danmarks fremtid på bænken for at opnå øjeblikkelig succes? Han kan være tvunget til det, for Kasakhstan skal nedkæmpes, hvis ikke Hareide allerede nu skal glippe målsætningen om VM, der også udgør slutningen på hans nuværende kontrakt.

I en kamp, der forventes at blive på Danmarks betingelser, vil landstræneren muligvis overveje en mere offensiv konstellation på midtbanen, og selvom Højbjerg og Delaney ikke var en udelukkende succes mod Montenegro, vil han nok satse på den sammensætning.