Youssef Toutouh åbner op for igen at kunne udtages til det danske landshold efter hans pragtkamp i FCKs lussing til Sønderjyske.

Youssef Toutouhs navn gjaldede ud fra en halvtom Telia Parken. For det var den dansk-marokkanske kantspiller, der med finurligheder og to mål var kampens spiller i FC Københavns 4-0-lussing til Sønderjyske.

En god afslutning på en hård periode for FCK’erne, der har haft et stramt program. Men også starten på en landsholdspause, hvor Youssef Toutouh kan se frem til flere fridage end normalt. Han har meldt sig under Marokkos faner, men han er ikke blevet udtaget siden den udmelding, og nu har vandpiben måske fået en anden lyd.

Youssef Toutouh åbner nemlig op for at stå til rådighed for Åge Hareide og det danske landshold.

»Marokko har ikke ringet endnu. Jeg ved, at Hareide har mit nummer. Hvis han vil snakke med mig, kan han altid ringe til mig,« siger Toutouh og åbner op for igen at stille sig til rådighed for Danmark, hvor han har spillet på U21-landsholdet.

Jeg er altid skuffet over ikke at blive udtaget. Jeg føler, at jeg har gjort det godt, men det er åbenbart ikke godt nok for ham (Marokkos landstræner, Herve Renard, red.). Jeg tager det stille og roligt. Om det bliver Marokko eller Danmark, må tiden vise. Men det kommer snart ud, om jeg vælger at skifte eller stadig vil spille for Marokko,« siger Toutouh og understreger, at beslutningen – altså den næste – er utrolig vigtig.

»Det er landsholdet, og det er en rigtig stor beslutning. Man skal passe på, man ikke vælger for tidligt. Det kan være, at jeg vælger Danmark, får en kamp og så er færdig. Omvendt kan jeg få debut for Marokko, og så kan jeg ikke skifte tilbage. Jeg skal have en snak med landstræneren og høre, hvad han vil med mig,« siger Youssef Toutouh.

Hvis du spiller som nu, kunne du så ikke godt hjælpe Åge Hareide en smule på det danske landshold?

»Jeg tager det ikke så tung med det landshold. Jeg venter bare, og hvis det kommer, så kommer det. Det er ikke noget, jeg rigtig tænker over.«

Kan du lokkes til at spille for Danmark?

»Det ved man aldrig. Alt kan ske. Nu fik jeg en ny landstræner for Marokko, og det var ikke så godt for mig. Jeg har ikke travlt, og jeg tager det stille og roligt.«

Så længe du ikke har spillet en landskamp, er du åben for begge landshold…?

»Haha. Ja, jeg har ikke fået debut endnu.«

Du griner, men kunne du godt lokkes til at spille for Danmark?

»Det ved jeg ikke. Så langt tænker jeg ikke. Mit fokus er på FCK, og jeg ved, at landsholdet er en bonus, hvis jeg fortsætter sådan her. Om det bliver Danmark eller Marokko, må tiden vise.«

Ved de godt det i DBU?

»Det behøver de ikke at vide. Det skal jeg nok fortælle dem en dag.«

Hvornår fortæller du dem det?

»Når tiden er der, skal jeg nok fortælle dem det.«

Hvad skulle der til for at lokke dig tilbage til det danske landshold?

»Jeg ved det ikke. Jeg har haft en masse ting i hovedet, som jeg har tænkt over. Når tiden er der, skal jeg nok komme ud med det. Men mit fokus lige nu er ikke på, om jeg skal spille for Marokko eller Danmark. Jeg koncentrerer mig bare om at spille fodbold. Men jeg lover, at det nok skal komme ud på et tidspunkt,« siger Youssef Toutouh.

Og indtil han måske har genovervejet sin beslutning om at spille for Marokko, er Youssef Toutouh i hvert fald sikker på én ting. Han er skydeskive for holdkammeraternes jokes, når nu han offentligt valgte at erklære sig klar for det marokkanske landshold – og siden slet ikke blive udtaget, fordi landstræneren blev fyret.

»Mine holdkammerater griner ad mig. Der er en masse jokes om, at jeg valgte at skifte landshold, og så bliver jeg ikke udtaget. Der er en masse sjove ting. Der er altid nogen, der kører lidt på en.«

»Ståle lavede en joke om, at jeg skulle vælge et tredje landshold,« siger Toutouh med et kæmpe smil.