I dag udkommer den omdiskuterede, kontroversielle og (af mange) allerede stærkt kritiserede roman 'Det der ikke slår os ihjel' - Den fjerde bog i serien om den svenske superhacker, Lisbeth Salander og hendes on- and off-kæreste, journalist Mikael Blomkvist.

Og lad mig i den forbindelse svare på det helt store og samtidig basale spørgsmål:

Er 'Det der ikke slår os ihjel' ligeså god som de tre første i romanserien, der i 2005 startede med 'Mænd der hader kvinder'?

Og svaret er: Absolut ikke!

Faktisk vil jeg efter en lang nats læsning slutte mig til original-forfatter Stieg Larssons kæreste Eva Gabrielsson og sige 'vent til den kommer på biblioteket'

'Det der ikke slår os ihjel' er nemlig ikke nogen decideret skod-bog. Men den nye fortælling om Lisbeth Salander, der nu også inddrager det amerikanske efterforskningsbureau NSA og en 8-årig autistisk dreng, er langt mere ordinær end sine forgængere. Og hvis det ikke havde været en del af mit iøvrigt herlige job, så ville jeg med lethed kunne lægge den fra mig.

Som bekendt døde forfatteren Steig Larsson kort tid efter, den første roman var udgivet. Og derfor har familien (Larssons far og bror) hyret en anden svensk forfatter David Lagercrantz til at skrive denne fiktive fortsættelse.

David Lagercrantz har før høstet hammersucces med biografien 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' - om den svenske forboldspiller. Og 'Det der ikke slår os ihjel' viser også tydeligt, at Lagercrantz er en udmærket forfatter.

Problemet er bare, at grundhistorien og persongalleriet ikke er Lagercrantz' egne.

Derfor savner man hele vejen igennem den nye bog, de stærke følelse, som Larsson tydeligvis nærede til alle sine personer - gode som onde.

I modsætning til andre typiske thriller-forfattere som den amerikanske Tom Clancy, skrev Stieg Larsson med følelserne helt uden på tøjet. Og alt for ofte falder 'Det der ikke slår os ihjel' over i den gængse og mere uoriginale stil, som vi kender til hudløshed fra minde interessante forfattere fra både England og USA.

Og det kan være svært at genkende én af nyere tids mest fascinerende anti-heltinder Lisbeth Salander, når hun af David Lagercrantz beskrives således:

"Hun ligner en underbegavet teenager'.

Mens banen kridtes op til den nye fortælling, lærer vi adskilligt nyt .. og alligevel gammelt.

Således dyrker Mikael Blomkvist stadig fritidssex med kollegaen Erika fra bladet Millenium. Lisbeth og Mikael har stort set ikke haft kontakt siden deres sidste eventyr 'Luftkastellet der blev sprængt' i 2007. Og Mikael er stadig lidt af en journaliststjerne i sit hjemlige Sverige.

Problemet for vores mandlige hovedperson er bare, at den yngre digital-generation ikke aner, hvem den gamle avisstjerne er. Mikael er også selv træt af jobbet. Og inde på redaktionen taler de faktisk om, at udstationere deres udslukkede stjerne i London.

Men så sker der noget.

For første gang i lang tid tænder Mikael Blomkvist på en sag.

Den fra USA netop hjemvendte IT-stjerne Frans Balder kontakter den gamle presseløve med en historie, der viser sig at inddrage både industrispionage, hacking og forbrydelser, der strækker sig helt op i retningen af Det Hvide Hus i USA.

Men før Blomkvist kan lære de nærmere detaljer at kende, bliver hans kilde, Frans Balder slået ihjel af mystiske og utravoldelige gerningsmænd - foran øjnene på den 8-årige autistiske søn August, som geniet netop er blevet genforenet med.

Efter seks-syv kapitler kører toget således for alvor. Men selvom der kommer gang i historien, lader spændingen vente på sig.

Mens man i 'Mænd der hader kvinder', 'Pigen der legede med ilden' og 'Luftkastellet der blev sprængt' således aldrig rigtig vidste, hvad der skulle ske på den næste side, forfalder David Lagercrantz alt for ofte til en mere traditionel og forudsigelig fremdrift i fortællingen.

Og helt kedeligt bliver det, når den før så vanvittige og uforudsigelige Lisbeth Salander pludselig forvandles til lomme-psykolog og babysitter for den otte-årige August.

Men helt forudsigelig er 'Det der ikke slår os ihjel' heldigvis ikke.

Således dukker Lisbeth Salanders psykopatiske tvillingesøster Camilla op og spreder tiltrængt krydderi på den ellers lidt ferske fortælling.

Men selv i sine mere dristige øjeblikke er David Lagercrantz ikke modig nok.

Således undgår 'erstatningsforfatteren' konstant at gå helt ud til kanten af kløften - der, hvor bogen kunne blive rigtig interessant. Og flere af de mest voldelige eller forsøgsvis mere sexede scener i 'Det der ikke slår os ihjel', virker nærmest som svage ekkoer af de mere originale højdepunkter fra bog et, to og tre.

Uden de store overraskelser får David Lagercrantz slået sløjfe på de fleste af bogens fortællinger - inklusive en lykkelig én af slagsen for de værste tryghedsnakomaner iblandt os. Men i modsætning til den originale trilogi kommer man som læser aldrig bare i nærheden af stolekanten.

'Det der ikke slår os ihjel' udkommer torsdag - Både i hardcover og digitalt,
BT-vurdering: tre ud af seks stjerner