Øverst fortæller forfatteren om den nye bog
Sjældent har en romanudgivelse været omgivet af større spænding, hemmelighedskræmmeri - og forhåndskritik - end den fjerde Millennium-roman.
I dag onsdag ved midnatstid, dansk tid, udløses spændingen. 'Det der ikke slår os ihjel' udkommer i store dele af verden i løbet af torsdagen. Forfatteren Stieg Larsson er for længst død, men Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist lever videre.
Larssons far og bror, som har arvet rettighederne til Larssons forfatterskab, har overladt det til den svenske forfatter David Lagercrantz at skrive en opfølgning. Efter pres fra forlaget Nordstedt.
Læs også:
Læs også:
Den nye roman er 100 pct. Lagercrantz' egen. Den er altså ikke baseret på det manuskript, som muligvis lægger gemt i en computer, som Stieg Larssons kæreste gennem 30 år, Eva Gabrielsson har gemt et sikkert sted. Hun har aldrig villet bekræfte om det rent faktisk eksisterer.
Svenske kritikere kalder det uetisk, ligefrem gravskænderi, at udgive 'Det der ikke slår os ihjel'.
»Det er en vigtig diskussion. Jeg synes, det er vigtigt, at litteratur diskuteres. Hvad må man - hvad må man ikke?«, siger den nye Salander-bogs forfatter.
BT møder ham på det agtværdige Nordstedt forlag i Stockholm, som også udgav de tre første Millennium-bøger. Forlaget holder til på en lille ø ved siden af bydelen Gamla Stan. Bag Lagerkrantz kan man skimte skærgården - i vindueskarmen en bronzestatue, forestillende Astrid Lindgren. På en måde er det meget passende, eftersom mange anser Lisbeth Salander for at være en slags Pippi Langstrømpe som voksen.
»Jeg har den største respekt for Eva Gabrielsson, der har kritiseret projektet fra begyndelsen. Men jeg synes alle involverede burde være glade. For nu kommer Larssons bøger til at hitte igen. Og til det etiske vil jeg sige: Tænk hvis Arthur Conan Doyle havde sagt, 'hold fingrene fra Sherlock Holmes'. Jeg ikke bare tror, jeg ved, at dette kommer til at være godt for Stieg Larssons forfatterskab,« siger Lagercrantz til BT.
Forleden offentliggjorde Berlingske i Danmark og Aftonbladet i Sverige et af den nye romans første kapitler. Heraf fremgår, at hovedpersonen Mikael Blomkvist er begyndt at få skrupler i den ellers lykkelige, kærlighedsløse trekant, han har levet i sammen med veninden og kollegaen Erika Berger og hendes mand, Greger. Er han forelsket i Erika? Det har den svenske avis Expressen kritiseret. 'Sådan ville Blomkvist aldrig tænke,' skriver avisens blogger.
»Det er jo mit job både at forvalte personerne og udvikle dem. Jeg har været inspireret af instruktøren Chrisopher Nolans arbejde med Batman på film. Det er en tvistet videreførelse af Batman. Min tanke er, at hvis man lever i et sådan trekantsforhold er det en rimelig, realistisk udvikling. Manden Greger Berger tillader en menage a trois. Han tillader Erika at gå i seng med Mikael. Hvor længe vil det holde? Selv ikke Sartre og Simone de Beavoir kunne få det til at fungere. Jeg tror ikke, at det holder,« siger Lagercrantz.
Den 52-årige forfatter er vant til kontrovers. Han skrev en meget omtalt og rost biografi om fodboldspilleren Zlatan Ibrahimowic. Tidligere i år fortalte han på en bogmesse, at han havde digtet det meste - efter sine samtaler med Zlatan. Mere præcist er det Zlatans formuleringer, ikke substansen, han har digtet.
De tre første Millennium-bøger har solgt 82 mio. kr. Er oversat til 54, måske 55 sprog. Usikkerheden skyldes en vis usikkerhed i Indien, hvor der tales et hav af sprog. Cirka 82 mio. mennesker har deres eget billede af Lisbeth Salander.
»Om det er et pres? Jeg har følt mig skrækslagen, ja, panikslagen. Men jeg plejer at sige, at jeg først for alvor performer, når jeg er under stort pres. Det var det samme, da jeg var journalist og følte, at jeg havde en god historie. Presset er der stadig, og det tager til lige nu, efterhånden som flere og flere medier kritiserer bogen - uden at have læst den. Jeg tror på risiko. Uden risiko er jeg ikke god,« siger Lagercrantz.
Og hvad kan vi så vente os af den nye roman? Interviewet bliver gennemført tirsdag på et tidspunkt, hvor de næsten militære restriktioner omkring den nye bog gør, at kun en håndfuld mennesker kender dens indhold. Udover forfatteren. Som her løfter en smule af sløret.
»Jeg vågnede om morgenen og mindedes en historie, jeg skrev som journalist. Jeg talte med forældrene til en autistisk dreng, som havde overværet et trafikuheld. Indtil da havde han ikke sagt et ord. Men så pludselig kunne han fortælle om uheldet. Hvad nu, hvis en autist overværer noget meget slemt? Dertil kommer hackeren Snowdens affære med efterretningstjenesten NSA. Så var historien der. Da Stieg Larsson begyndte at skrive om Salander, blev de værste hackerangreb gjort af outlaws som Lisbeth. I dag bliver de værste hackerangreb gjort af organisationer og stater,« siger Lagercrantz.
»Stieg Larsson var en mester i at skabe komplekse historier. En kæmpe udfordring at skabe en intrige, der var Stieg Larsson værdig. Og så var der Lisbeth Salander - jeg var dødbange for hende. Jeg måtte arbejde hårdt for at løse koden til Lisbeth, for at løse hende. Hun er vildt interessant. Og selv om jeg ikke selv er særlig rå - det kan jeg love dig - beundrer jeg hende. Jeg elsker disse kompromisløse personer, der nægter at lade sig stække uanset, hvor meget verden forsøger at ensrette dem, siger forfatteren.«
Læs mere i BT torsdag. Og anmeldelsen af 'Det der ikke slår os ihjel' på bt.dk.