BSV-direktør Frank Lajer afviste tirsdag, at hans spillere - som BT onsdag kan afsløre - skulle have givet Sønderjyske en bonus på 15.000 kroner for at hjælpe dem i slutspillet i herrernes håndboldliga. Men efter at Sønderjyske-spillerne gik til bekendelse, ændrede ordlyden sig en smule.
- Nu har vi fået konstateret, at de to bødekasser har byttet nogle penge. Det er ikke verdens bedste ide. Man skal opføre sig ordentligt. Vi vil samle spillerne, når det er muligt og indskærpe over for dem, at sådan noget må man ikke gøre. Det kommer ikke til at ske fremadrettet i klubben, siger Lajer.
Sønderjyske skulle for at få bonussen udbetalt vinde deres kamp mod Skanderborg, som var tæt på at tage den sidste plads i slutspillet foran ambitiøse BSV. Sønderjyderne vandt 34-28 efter 14-14 ved pausen, hvilket gav den lovede udbetaling fra BSV-spillerne.
Hvad bliver konsekvenserne?
- Det ved jeg sgu ikke. Vi må lige have dem samlet og høre deres forklaring.
Men der kommer vel konsekvenser for spillerne?
- Man skal opføre sig ordentligt. Jeg kan ikke vurdere den her sag sent tirsdag aften (i går, red.), derfor tager vi lige en mundfuld luft ind og hører de forskellige synspunkter. Men jeg kan selvfølgelig bare sige, at det ikke er en god ide. Det er trist, at det har fundet sted. Derudover har jeg ingen kommentarer. Jeg står ikke med de specifikke regler foran mig her, siger Frank Lajer.
BSV og Sønderjyske endte i samme slutspilspulje, og klubberne blev henholdsvis nummer fire og tre i gruppen og avancerede dermed ikke til semifinalerne. Sønderjyskes sportsdirektør, SImon Lindhardt, fortæller i onsdagens BT, at hans spillere har besluttet at donere de 15.000 kroner til kræftramte børn.