Det er ifølge Håndbold Spiller Foreningen et klokkeklart brud på de regler, der er på området, når Bjerringbro-Silkeborgs spillertrup har sendt et beløb på 15.000 kr. fra deres bødekasse til Sønderjyske for at booste sønderjydernes motivation til at vinde over Skanderborg.
Så klar i mælet er direktør Michael Sahl Hansen, da BT foreligger ham oplysningerne om den pengeudveksling, der er sket i forbindelse med sidste runde i grundspillet i herrernes håndboldliga, hvor BSV's slutspilschance endte med at være afhængig af en hjælpende hånd fra Sønderjyske.
- Det er selvfølgelig noget, vi stor tager afstand fra. Det er et klart brud på reglementet på området, og det hører ind under det, der hedder ’uetisk adfærd’, siger Michael Sahl Hansen.
LÆS MERE HER: BT afslører dansk håndboldskandale: BSV ville købe plads i slutspillet
- Der er nogle spillere, der har gjort noget, som de ikke må, og det er ærgerligt, for vi skal passe på vores sport. Nogle vil sige, ’jo jo, men er det ikke okay, det var jo bare for at vinde, de bad dem ikke om at tabe’. Men det må man ikke, reglerne skal overholdes, siger Michael Sahl Hansen og fortsætter:
- Vi er trætte af, at den slags sager kommer frem. Vi må prøve at få fat i spillerne og høre, hvad fanden der foregår, siger Michael Sahl Hansen, der sent i aftes ikke havde overblik over, hvad konsekvenserne bliver for de to klubber.
- Den lander nok hos os i morgen (i dag, red.), og så bliver jeg klogere på det. Men ved sådan noget her er det jo Danmarks Idrætsforbund eller Dansk Håndbold Forbund, som vil lave en høring. Men altså det er første gang, sådan noget her sker i håndbolden, så det er lidt nyt, men det vil være DIF eller DHF, der starter en form for sag på det, siger han.
LÆS OGSÅ: BSV-direktør indrømmer håndboldskandale: Det er trist
Sønderjyske vandt den famøse ’15.000 kroners kamp’ over Skanderborg med 34-28 1. marts, og sejren sendte ambitiøse BSV i slutspillet, mens en Skanderborg-gevinst havde resulteret i et pinligt nedrykningsspil.