Den bristede OL-drøm for Brøndby-spilleren Lebogang Phiri er en fejl fra klubbens side, mener han selv.
Lebogang Phiri leverede en vanligt stabil indsats i Brøndbys kæmpesejr, men det var stadig sydafrikaneren, der var manden i fokus efter kampen.
Den 21-årige midtbanespiller fik nemlig en hård besked fra klubben i sidste uge - OL-drømmen med Sydafrika kunne han godt pakke væk.
Derfor udtrykte fanfavoritten sig i skarpe vendinger på det sociale medie Instagram, hvor han ifølge Tipsbladet skrev, at ’nogen mennesker blot udøver grove narrestreger’.
Opslaget slettede Phiri hurtigt igen, og efter noget betænkningstid var det også en mere afdæmpet ’Lebo’, der godt kunne se, at han havde gået over stregen. Men han fastholder fortsat, at klubben har foretaget en dårlig beslutning, fortalte han til BT efter kampen.
»Det var hårdt at få at vide, at jeg ikke kunne komme med til OL. Men det er noget, man må tage som en mand. Man vokser af sådan nogle oplevelser. Jeg tog det dårligt og sagde dårlige ting, som jeg har undskyldt for over for fansene og klubben. Men det er som det er. Jeg lavede min fejl, de lavede deres, men vi har givet hånd på det og kigger fremad,«
Du ligger også i kontraktforhandlinger med Brøndby lige nu, og der er interesse fra andre klubber. Hvordan er det at være i Brøndby lige nu?
»Jeg er glad for at være i klubben, og alle er glade for mine præstationer og den arbejdsmoral, jeg bringer. Jeg ser frem til at blive i Brøndby, hvis klubben og jeg kan blive enige. Jeg er mere end villig til at blive,« siger Phiri, der ønsker at lægge låg på diverse spekulationer. Men fast ligger det, at Phiri ikke kommer til Brasilien, hvor han ellers kunne have mødt flere spillere fra Alka Superligaen, da Danmark og Sydafrika er endt i samme gruppe i det indledende gruppespil.
Systemet passer Phiri
Phiri spillede hele kampen for Brøndby, der udraderede Esbjerg med hele 4-0, dog uden mål fra Phiri selv. Klubbens nye træner, Alexander Zorniger, har bragt et nyt, intenst system med til klubben, og det passer sydafrikaneren fint.
{embedded type="node/webtv_link" id="45529068"}
»Jeg nyder systemet. Jeg er en spiller, der elsker at spille med meget energi, og hvor jeg kan få bolden meget, og det har jeg fået. Det vi har leveret i de sidste kampe viser, hvor meget energi hele holdet bringer, og jeg tror, det er et godt system for klubben. Vi er på vej i den rigtige retning,« siger Phiri.
»Selvom Alexander Zorniger åbenlyst har bragt sit nye system på banen, som indebærer et meget højt og intenst presspil, så er det ikke det, der var nøglen til succes i Brøndby-sejren i går.
»Det var ikke systemet, det er altid spillerne, der er årsagen. Men systemet passer til spillerene lige nu,« siger Zorniger.
En mand som Lebogang Phiri bør derfor også passe perfekt ind i Zornigers system, og den tyske træner er ikke i tvivl om, hvorvidt Phiri han vil beholde Phiri i klubben.
»Selvfølgelig. Han er på kontrakt her. Han gjorde det godt, ligesom de andre spillere,« siger en afslappet Zorniger til BT efter sejren.