Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger, glæder sig over at starte Superligaen med en 4-0-sejr over Esbjerg.
Brøndby. Brøndby vandt søndag sæsonens første superligakamp med hele 4-0 over Esbjerg.
Cheftræner Alexander Zorniger glæder sig over at lægge ud med tre point, og det betød mindre for ham, at sejren blev så stor.
- Det var vigtigt, at vi vandt kampen, men om det var 4-0 eller 1-0, betyder ikke noget for mig. Måden vi spillede på, var vigtigt for mig.
- Vi kan ikke spille på dette niveau konstant resten af sæsonen, og derfor skal vi bruge tid, siger Zorniger, der tidligere har været træner i Stuttgart i den tyske Bundesliga.
- Det er vigtigt, at man får vundet nogle kampe med denne stil. I Stuttgart spillede vi på samme måde og tabte de første tre-fire hjemmekampe. Det er vigtigt, at spillerne tror på, hvad vi gør, og at folk kan se, hvad vi vil.
- Vi begår stadig fejl, men det er jeg ligeglad med. Det betyder mere for mig, hvad vi gør, efter vi har begået fejl, siger tyskeren.
Frederik Holst scorede sit første superligamål i sin kamp nummer 103. Han jubler over endelig at komme på tavlen, og at Brøndby vandt klubbens første premieresejr siden 2008.
- Det var helt vildt fedt at få scoret, og det var megafedt, at vi vandt. Vi havde snakket om, at vi skulle starte godt i Superligaen, og det var piv godt i dag.
- Det var vores bedste præstation indtil videre. Det var tredje kamp i træk uden at lukke mål ind, vi fik scoret nogle mål, og angriberne er brandvarme, så det er en fornøjelse, siger Holst.
{embedded type="node/webtv_link" id="45529068"}
Alexander Zorniger blev efter kampen hyldet af Brøndbys fans, og han var imponeret over hjemmeholdets fans.
- I de sidste fem minutter stod hele stadion op. Det er, hvad vi spiller spillet for. Det handler ikke kun om at vinde, man skal også underholde.
- Fansene var glade og fejrede det, og vi vil gøre vores bedste for, at de har noget at fejre så ofte som muligt, siger han.
Brøndby skal i kamp igen torsdag i Europa League-kvalifikationen mod Hibernian. Første kamp i Skotland endte med en 1-0-sejr til Brøndby.
/ritzau/