Daniel Agger bliver klar til Brøndbys første superligakamp i foråret på udebane mod AaB, mens det er usikkert, om Thomas Kahlenberg starter inde i opgøret.
Sådan lyder meldingen fra Brøndby-træner Thomas Frank, der lod Daniel Agger og Thomas Kahlenberg stå over i holdets seneste træningskamp søndag mod New York City FC søndag eftermiddag i Manchester.
Her var Daniel Agger og Thomas Kahlenberg ikke med i truppen, fordi de begge døjede med overbelastningsskader, og derfor bidrog de ikke til Brøndbys sejr på 2-0 over amerikanerne.
Men ifølge træner Thomas Frank er der nu godt nyt til Brøndby-holdet i forhold til de to profilers skadestatus.
»Status er, at de er klar til søndag. Vi er lidt i tvivl, om Kahlenberg starter inde eller ude i og med, at han kom lidt senere i gang end de andre, fordi han havde nogle hofteproblemer, som han bøvlede lidt med i efteråret. Men Daniel Agger er klar,« sagde Thomas Frank mandag aften i radioprogrammet Fodbold FM på Radio 24syv.
