Tirsdag blev Brøndby IF tilkendt to bøder på en samlet sum af 225.000 kroner på grund af tilskueruroligheder. Klubben tager kraftigt afstand fra episoderne.

Bøden fra Fodboldens Disciplinærinstans kommer på grund af tilskueruroligheder under pokalkampen ude mod SønderjyskE den. 4 marts og mod FC København den 8. marts. Det er noget, som Brøndby tager kraftigt afstand fra.

»Det er vigtigt at slå fast, at Brøndby IF tager kraftigt afstand fra disse episoder, der er meget beklagelige. Vi må konstatere, at der fortsat er individer, der ikke respekterer spillereglerne, men i stedet agerer på en måde, der rammer klubben og står i kontrast til de værdier, som både klubben og langt størstedelen af fanskaren står for,« skriver klubben på sin hjemmeside.

Brøndby IF straffes med en bøde på 75.000 kroner for SønderjyskE-kampen på grund af kasteskyts i slutningen af den forlængede spilletid, mens de resterende 150.000 er blevet tilkendt for kasteskyts og afbrænding af romerlys ude mod FC København.

Med disse to seneste indberetninger kommer klubben op på i alt 11 indberetninger i denne sæson om brud på »cirkulæret om orden og sikkerhed på stadion.«

Det er til tydelig irritation for Brøndby.

»Det kan ikke understreges nok, hvor ærgerlige vi er over at skulle betale 225.000 kroner i bøde for disse episoder. Det er et beløb, som Brøndby IF hellere havde anvendt på tiltag, som kan bidrage til at fastholde den positive kurs, klubben er på i målet om at vende tilbage som en fast bestanddel af toppen i dansk fodbold. Det er utrolig vigtigt, at de implicerede forstår, hvor meget deres opførsel skader den klub, de støtter,« står der på brondby.com.

Klubben oplyser videre, at de hele tiden arbejder på at komme problemet til livs.

Sammen med de relevante parter vil vi frem mod Brøndby IF's kommende kampe arbejde på at komme problemerne til livs, også på den korte bane. Det vil der komme mere information om i den kommende tid.