Brøndby og FC Midtjylland spillede 0-0 i topopgøret på Brøndby Stadion

Det kedelige efterårsvejr havde advaret om, at søndag aften måske ikke ville blive en af de mest spændende nogensinde på Brøndby Stadion. Det blev det heller ikke, selvom intensiteten var høj i opgøret mellem to af ligaens mest formstærke hold.

Begge trænere havde kastet tunge offensive esser i spil. Hos FC Midtjylland var Morten ’Duncan’ Rasmussen og Martin Pusic for første gang i startopstillingen samtidig, men det kom der ikke meget ud af. På nær to store chancer i de sidste minutter af 1. halvleg til Pusic, var det nærmest som om, de to gjorde hinanden ufarlige, hvilket træner Jess Thorup også bemærkede efter kampen:

»De gjorde det ok, men det blev ikke helt forløst. Men sådan var det,« sagde FC Midtjylland-træneren.

Brøndby havde omvendt Teemu Pukki og Ronnie Schwartz på toppen, men heller ikke de havde mål i støvlerne. Helt så trist som den sørgelige september regn, var det dog ikke. Både langskud og tilfældigheder fik med mellemrum pulsen op. Blandt andet ramte Magnus Eriksson overlæggeren på et fint forsøg, men det blev ved de 0-0.

Efter kampen var det en tilfreds Thomas Frank, der udtalte sig til TV3+:

»Det var en kamp med internationalt snit, og jeg er rigtig fint tilfreds med vores præstation. Vi møder det bedste hold i Danmark, men vi formår at styre kampen, og vi skulle have vundet. Jeg ved godt, at de har nogle chancer, men vi har også en del afslutninger. Vi skal være skarpere i de sidste afgørende situationer,« sagde han.

FC Midtjyllands træner, Jess Thorup, var heller ikke helt tilfreds med uafgjort:

»Vi er skuffede. Vi har de tre største chancer i kampen, men det var en herrefight. Vi ville gerne spille bedre og med mere kvalitet, men Brøndby var dygtige, og vi stillede os mere kompakt og holdt dem væk fra de største chancer. Vi er ikke helt skarpe nok, men vi er stadig ubesejret, og det tager vi med fra kampen,« sagde han.