Jeg er 42 år og alenemor med en dreng på 6, næsten 7 år. Siden han var 2 år, hvor jeg måtte forlade hans far på grund af vold, har jeg ønsket mig et barn til. Jeg fik en kæreste dengang og sagde til ham, jeg havde dette ønske og han sagde, at hvis tingene kørte, var han med på det. Men så vidt kom det aldrig og efter 1½ år gik han fra mig. Vi talte kun om emnet i begyndelsen, så det var ikke derfor han gik. Han var til et overfladisk parforhold og jeg var til det mere tætte - derfor kunne vi ikke sammen, tror jeg. Men jeg elskede ham højt og det tog mig 3 år at komme over ham, indtil jeg mødte min nuværende kæreste.

Min nuværende kæreste (C.) sagde han ville have et barn med mig. Det var ham selv der kom ind på emnet, jeg selv havde opgivet at finde en mand i tide. Men jeg blev glad og vi gik hurtigt i gang med at prøve, fordi jeg sagde til ham, der ikke var tid til at kende hinanden i flere år først. Efter tre måneders forsøg, blev jeg gravid. Men i 6. uge aborterede jeg desværre. Det var i oktober 2011. Han sagde vi bare kunne prøve igen, og derfor kunne jeg hurtigt komme mig over det. Men efter em måned efter ville han ikke alligevel. Han ville vente til senere. Det respekterede jeg, men ville hellere have forsøgt videre med det samme.

Midt i december gik han fra mig. Vi havde haft en diskussion om hans mange damevenner, som jeg har det svært med. Det gik på, at en af dem kaldte ham kælenavne, på hans væg på Facebook. Hvilket jeg syntes var respektløst overfor mig. Jeg var helt knust, og måtte have min mor til at komme og hjælpe med min søn, madlavning og det hele. Jeg klappede helt sammen. Julen var ødelagt både for mig og min familie. Jeg prøvede at tage mig sammen, men kunne ikke holde ud at se på nogen, så jeg sad på et værelse for mig selv det meste af juledagene. Rundt nytår skulle jeg mødes med C, for at snakke om forholdet. Jeg havde sendt et langt brev til ham om mine tanker. På mødet sagde han nej til at være kærester, selv om han nogle dage forinden, havde ringet og sagt det modsatte.

Om aftenen efter mødet skrev han i en sms, at han havde noget at sige. Jeg ringede op og vi talte videre. Vi aftalte at holde nytår sammen og ’starte igen på den måde’, som han sagde. Han havde forinden sagt, at vi kunne drikke kaffe sammen i ny og næ, for at se om der kunne opstå noget igen. Siden nytår blev vi kærester igen. Jeg holdt vejret og prøvede at være sød og rolig, da han ikke ville have at jeg stressede, når vi sås. Hvilket jeg tidligere havde gjort på grund af problemer med jobbet. Han havde også tidligere sagt han var i tvivl på grund af ting jeg havde sagt og gjort. Disse kommentarer gav mig angst for at han skulle gå, og jeg prøvede at forklare at han skulle lade være med, at true med, det snart var slut hele tiden. For det hjalp ikke på stemningen. Og det gjorde det svært for mig at være naturlig.

Vi har været sammen siden, men har problemer igen, fordi han for nylig meddelte mig at han ikke kunne opfylde mit ønske. Om at få et barn. Trods det at vi ikke havde talt om emnet siden før jul og før bruddet. Jeg havde gået og tænkt jeg snart skulle prøve at spørge, hvornår han mon var klar. Men jeg havde ikke sagde det endnu, så jeg ved ikke hvorfor han vidste, det stadig var mit ønske, at det skulle være med det samme. Den aften han sagde, han ikke kunne opfylde det, sagde han igen ordet ’senere’. Vi talte om det, og jeg forklarede at det var svært for mig, når den prøve proces først var sat i gang. At det var umenneskeligt for mig, at skulle vente til senere, da jeg var bange for det ’senere’ aldrig kom. Samme aften havde vi sex, og han trak sig ikke ved udløsning, som han plejede, siden aftalen om at vente. Jeg tolkede det som om, han havde hørt min bøn, og var med på projektet alligevel. Der gik så 7 dage hvor vi havde sex 3 gange. De gange trak han sig ikke. Men det var på det forkerte tidspunkt cyklusmæssigt, hvad jeg ikke sagde noget om.

Efter de 7 dage, sagde han så pludselig, at han ikke ville alligevel, fordi jeg havde vist stress på det sidste, og ’sådan én kan man jo ikke få barn med’. Han ville ikke risikere at ryge ud i kulden, hvis vi ikke kan sammen, og ville ikke være en dårlig far og så videre. Det er jo reelt nok at sige, men jeg blev slået ud, fordi han atter skiftede mening. Det kunne han jo have sagt i begyndelsen, i stedet før først når vi var gået i gang med projektet. Jeg sagde blandt andet at jeg elsker ham højt, og altså ikke kunne drømme om, bare at blive gjort gravid, og så smide ham ud. Han sagde, at vi kun kunne prøve at få barn senere, hvis jeg holdt op med at være stresset. Jeg græd meget fordi jeg ikke tror, jeg kan opfylde det krav, og er bange for det barn ikke bliver til noget.

Du tænker nok, jeg er for gammel, men jeg er blevet undersøgt sidste sommer og der er masser af æg tilbage. Jeg har også et ungt sind, og mener ikke jeg er for gammel, og det mener han heller ikke. Mange tager mig for at være i starten af 30´erne. Nu sidder jeg her og er ked af det, fordi jeg faktisk skal være glad og leve i nuet når han er her. Og det er svært, når jeg også har problemer på jobbet, og er ked af, at han kritiserer min måde at være mor på, selv om andre siger, jeg er en god mor. Han har ikke børn slev og har ikke forstand på det, men har kendt to kvinder med tre børn hver, så han tror, han ved noget om børn. Disse var dog meget ældre end min dreng. Han er skadelig for mit selvværd, men jeg elsker ham og kan ikke gå fra ham. Han er vel også det sidste håb, om det barn jeg savner. Jeg har tænkt tanken donorbarn, men det er jo familielivet jeg savner, som indeholder en mand og vil gerne have det skal være med ham. Ville sådan ønske jeg kunne droppe det ønske, så ville alting være lettere.

Knus fra Annette

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Sødeste navnesøster!

Der er en del oprydning her, så lad os tage det fra en ende. Jeg vil ikke dømme dig ude som mor, blot fordi du er 42, men jeg kan godt se, at din alder stresser dig i forhold til det at få et barn. Du slutter også med at sige, at du ville ønske, du kunne droppe det ønske. Er det fordi du godt selv kan se, hvor meget det stresser din hverdag?

Du har en dejlig, velskabt dreng på 6 år. Hvor er han henne i alt dette? Glider han lidt i baggrunden, når du (for tit) har kærestesorger? Ender han som en 2. Prioritering, fordi du så brændende ønsker dig endnu et barn? Og selvom du måtte svare nej til dette, kunne det så være, at han føler sig som sådan? En 2. Prioritering? Der er jo intet galt i at være enebarn. Jeg er det selv og har aldrig savnet at have en søster eller bror. Jeg har også skønne venner, som har valgt kun at få et barn, og som er lykkelige for det ene barn, de har. Jeg tror, du glemmer fokus her. Og fokus burde så absolut være hos din søn. Jeg forstår skam udmærket ønsket om et barn nr. to. Jeg fik det jo selv (efter flere spontanaborter), men jeg må indrømme, at jeg følte trangen helt anderledes end ved mit første barn. Det var vigtigere for mig, at jeg havde fået ét sundt og velskabt barn, end at jeg fik to børn.

Hvis dit forehavende ikke lykkes, frygter jeg, at din dreng kommer til at føle, at hans mor måtte ”nøjes” med ham. Altså at han ikke helt er nok i sig selv. For han ved, hvor meget du ønsker dig et barn mere. Du kan tro, at sådan nogle små størrelser er sensitive overfor alle de signaler, vi udsender. De behøver slet ikke have det serveret på et fad. Din dreng kan mærke alle dine op- og nedture. Kunne det være noget af det, din kæreste også bemærker, når du siger, han kritiserer dig som mor?

Jeg tror faktisk, at det, du trænger allermest til, er ro på og kærlighed i dit liv. Du har tiltrukket nogle forkerte fyre hen ad vejen, og det må du tage til efterretning. Der er hele tiden en masse fnidder i dine forhold. Også dit nuværende. Det lyder så kompliceret alt sammen. Du skal gøre dig umage for at være sød, du skal gøre dig umage for ikke at virke jaloux, og han vil først ikke være kærester, og så vil han alligevel godt. Ved du hvad: Sådan skal et forhold altså ikke være! Hvis et forhold er godt og sundt og har noget fremtid at bygge på, så skal det være meget mere ukompliceret. Så er der ingen af jer, der behøver gøre sig specielt umage, for så burde I være forelskede til op over begge ører. Især når jeres forhold ikke er ældre.

Jeg kan godt forstå, at du savner kærlighed og kærtegn fra en mand, men dine forhold kommer til at opsluge dig fuldstændigt, og når de så ikke fungerer (fordi du nok har en tendens til at presse og stresse), så bryder din verden sammen. Og med i faldet tager du din søn. Han ser sin mor være ked af det igen og igen. Ved du godt, at børn føler skyld, når deres forældre er kede af det? Uanset hvor lidt de er skyld i det.

Hvad er det for et billede, du ser for dig som det ultimative? Er det dig med din kæreste, din søn og et nyt barn? Det er drømmen, ikke? Men Annette, det er ikke realistisk. Din kæreste vil ikke have et barn. Og skal jeg være helt ærlig, synes jeg heller ikke, det lyder som om, han 100% gerne vil have dig. Vil du så gerne stå alene på billedet med to børn, hvor ingen af dem har en far, de kan bruge til noget? Vil du gerne være alenemor for to? For det kan da ordnes med en frivillig donor. Nemt! Det er bare ikke det, du vil. Du vil have hele pakken: Storfamilien… den rigtige version med mor, far og to børn. Ikk’?

Nu er du nødt til at være realistisk: Den pakke kan du ikke få. Ikke med den mand, du har valgt. Han vil ikke. Så vil du tage ham og et evt. nyt barn som gidsler? Tror du der kommer noget godt ud af det?

Du har allerede fået et barn. Jeg synes – hvis jeg skal være benhård – at du har en tendens til at sætte egne behov over din søns behov. Hvordan skal det så gå, når du pludselig står alene med to børn? For det er det mest realistiske billede, næst efter det oplagte: Nemlig at du dropper drømmen om et barn nr. 2 lige her og nu (nogle kan få børn helt ind til de er 48 eller mere) og så koncentrerer din kærlighed om din 6-årige søn.

Hvis du spørger mig, hvad jeg synes, er det bedste for jer, så er det, at du lige nu glemmer alt om et barn nr. 2. At du holder op med at være så panisk søgende efter en potentiel far, at du støder hovedet mod de forkerte mænd igen og igen. Du skal stille og roligt – uden stres – finde en sød og ukompliceret fyr, som kan være god for både dig og din søn. Og det kunne måske godt være ham, du har nu. Men det kunne også være en, som medbringer et andet barn, så I den vej rundt kan blive storfamilie. Som måske bliver glad, hvis du en dag bliver gravid.

Du kan tage et øjebliksbillede af din nuværende situation, og så kan du retouchere og redigere i det, som du vil. Men du kan aldrig få det billede, du ønsker dig. Så hvad er det, der skal fylde i dit liv? Er det et ekstra barn, som med sikkerhed (tro mig) vil betyde, at du bliver alenemor med to børn? Er det en kæreste, der ikke deler dine fremtidsdrømme, og som ikke virker helt vild med dig? Eller er det din 6-årige søn, som elsker dig med hud og hår? Det skal du tænke meget grundigt over.

Du nævner selv, at du bør leve i nuet. Der har du svaret på, hvorfor du har svært ved at få noget godt ind i dit liv. Du er hele tiden ude og famle i din fremtidsdrøm. Hvis den drøm skal blive til noget, skal den have et godt afsæt i nuet. Det har den ikke, Annette. Endnu engang: Tænk dig godt om.

Masser af omsorg og gode tanker herfra.

Annette