Det har været meget traumatisk for mig selv og min kæreste, som jeg på det tidspunkt kun havde kendt i to år. Men vi har hele tiden haft den holdning, at lige så forfærdeligt det er, ligeså meget skal vi bare igennem det. Vi har taget hele det her cirkus (operation, kemo og stråler), man skal igennem, med et skridt af gangen.

Mit problem eller mit dilemma er, at vi i forbindelse med at jeg blev syg, fik at vide at vi nok aldrig får børn. Adoption er udelukket desværre, fordi det er brystkræft jeg har haft. Vi har fået taget to æg ud. De er befrugtet og ligger godt og trygt inde på Riget. Men chancerne for, at de bliver til noget, er nok desværre små. Vi har så mulighed for, at betale os til flere forsøg - heldigvis!

Mit spørgsmål er, om jeg er meget selvisk, når jeg holder på en mand, hvis højeste ønske er at få børn, når det måske aldrig sker? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han er manden i mit liv, og jeg er kvinden i hans. Han joker altid med, at hvis vi ikke får børn, så køber vi en båd og sejler ud i verden, for det koster det samme.

Jeg tænker bare på alle de forsøg, vi måske skal igennem. Og måske kommer der ikke det drømmebarn, fordi min krop jo er meget slidt. Jeg ved jo, at hvis han mødte en anden som ikke har min sygdomshistorie, så ville hans liv tegne sig lidt nemmere.

Tror du, man kan leve et liv uden børn, selvom det er et højt ønske? Det skal siges at jeg er uddannet pædagog, så børn har altid været en stor del af mit liv. Under sygdommen blev jeg desværre fyret fra mit arbejde, da der desværre ikke var plads til en med min sygdom. Så jeg er ved at finde på noget andet, som ikke er så fysisk hårdt. Jeg har heller ikke det bedste immunforsvar mere. Altså, der er mange besværligheder i forbindelse med sådan et forløb.

Det skal siges, at jeg nu kun er på antihormoner, og når vi kommer til januar 2013, hvis alt er som det skal være, så må jeg få sat de to æg op!

Vi har masser af børn i vores omgangskreds, som vi elsker at passe og en nevø som har sit andet hjem hos os, og det er det bedste. Men tror du det er nok? Jeg mener, hvis man ikke får sit eget? Til sidst vil jeg sige, at jeg er omgivet af den bedste kæreste, den skønneste familie og de dejligste venner.

Kærlig hilsen den fortvivlede


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv anonymt til heick@bt.dk.


Kære fortvivlede kvinde

Det er ikke noget lille spørgsmål. Det er faktisk helt essentielt, og jeg forstår så udmærket, at det må fylde en del i dit hoved. Men må jeg først lige starte med at sige tillykke med alle de gode ting, der er i dit liv. Du er kommet igennem din brystkræft, forstår jeg. Jeg ved godt, at man ikke må sige, at du er rask, men du er dog alligevel kommet langt. Og så har du alle disse skønne mennesker omkring dig. Ikke mindst en dejlig mand.

I to har kendt hinanden siden 2007, og jeg tror, du kan regne med, at han forbliver ved din side uanset hvad. Jeg forstår godt din omsorg og respekt for hans ønske om børn, men måske ønsket om et dejligt liv sammen med dig fylder mere hos ham. Jeg har altså også en tro på (jeg ved, nogle vil være uenige), at biologien gør, at ønsket om et barn er mere presserende hos end kvinde end hos en mand. Det er kvinden, der skal bære på barnet, det er hende, der vil komme til at mærke biologien og de fysiske forandringer mest. Og det kan være kroppens naturlige længsel, du mærker.

Hvor jeg dog håber brændende for jer, at jeres ønske går i opfyldelse. Jeg vil ikke stikke dig blår i øjnene og sige, at du bliver lige så lykkelig uden et barn. Hvis man ønsker sig et barn, så vil det for altid være et savn, hvis ikke man får et. Jeg behøver blot tage de tre vennepar i mine forældres vennekreds, for hvem det ikke lykkedes. Det er jo ikke fordi de sidder i dag og ser tilbage på et sørgeligt liv, men det er et savn hos dem alle.

Det kan bare ikke nytte noget, at du nu begynder at fokusere på, hvor slemt det kan blive, og hvor galt det kan gå. Du er nødt til at forholde dig til realiteter og tage en dag ad gangen. Lad være med at håbe for meget (det er selvfølgelig svært) og prøve at fokusere på de ting, der kan give dig andre udfordringer og glæder. F.eks. er der jo senere også mulighed for at arbejde frivilligt i 3. Verdenslande med børn på børnehjem.

Lige nu må jeg dog sige: Tro på det. Tro på, at det nok skal ske. Jeg har masser af positive historier at dele ud af: Jeg har en veninde, som fik fjernet den ene æggeleder, og som derfor kun havde en tilbage, som i øvrigt var defekt. Hun fik at vide, at hun ikke kunne få børn, men her i december blev hun mor for 4. gang. Jeg har også et par venner, som prøvede ti gange ved reagensglas metoden, før det lykkedes. De fik tvillinger for to år siden. De omtalte her er i øvrigt begge fyldt 40. Så der er mange positive historier. Og dem skal du huske dig selv på nu.

Alligevel kan jeg jo godt lide, at man også har talt med hinanden om worst case scenario. Så det er ikke irrelevant at tale om, hvad fremtiden skulle indeholde, hvis det ikke gik. Jeg tror bare, det er vigtigt, at I ikke stresser forløbet. Hvor tit har man ikke hørt historien om, at den dag nogen holdt op med at prøve at få børn, var den dag det endelig lykkedes at blive gravid. Psyken må ikke presse kroppen.

Jeg ved, det er et hårdt forløb med hormonbehandling og udtagning af æg. Men hold ved. Og fortæl hvordan det er gået.

Svaret på dit spørgsmål er: Nej, du er ikke selvisk. Din kæreste har en egen vilje, og den fortæller ham, at du er omdrejningspunktet i hans liv. Han elsker dig.

Mange gode hilsener fra Annette