Hej Annette,

Jeg blev født af døve forældre for mange år siden. Som nummer 2. Mine forældre ville ikke lære os tegnsprog. Så fjollet ud sagde de. Har således aldrig ført en længere dialog med mine forældre. Fik polio under den store epidemi i 52/53. Men slap for kraftige, varige mén. Skolen var OK, og jeg klarede mig rimeligt. Uddannede mig derefter til ingeniør, og fik straks job inden for den digitale branche. Blev gift og fik en datter. Blev skilt 6 år efter. Hun stod stille i livet (hvilket hun stadig gør). Vi taler fint sammen i dag.

Efter et par år mødte jeg en skøn pige. Blev gift med hende, og vi fik 2 piger sammen. Livet var atter værd at leve. Efter 22 års ægteskab sagde hun desværre stop. Hun havde haft en elsker i en årrække, sagde datteren (som ubemærket havde overrasket dem). Jeg var jo naiv, så det vidste jeg intet om, og datteren sagde det først efter skilsmissen. Sikkert klogt nok. Jeg har ikke talt med min eks siden. Gik ned med flaget. Mistede lysten til livet. Mistede arbejdet. Fik psykologhjælp (hjalp lidt). Fik heldigvis hurtigt et nyt arbejde, og efter 4 års tid var situationen forbedret.

Fandt atter en dejlig pige, som jeg giftede mig med. Solgte det gamle hus, og købte et splinternyt rækkehus i stedet. Livet smilede atter til mig.

Så en dag for 3 år siden fik jeg smerte i brystet. Tog op på hospitalet, hvor de dømte bypass. Og den skulle finde sted 1 måneds tid efter.

Jeg havde også lidt ondt i halsen, og gik til min læge. Blev sendt rundt i systemet indtil dommen kom: kræft på stemmebåndet. Så det blev ikke til bypass, men "kun" til stenter i hjertet, og så ellers i gang med strålebehandling. Det var en rædselsfuld tid. Men alle behandlerne var fantastiske. Hurtige og effektive, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Efter et ½ års tid virkede livet atter. Optimismen vendte tilbage :-)

Jeg havde lagt mærke til, at min viv blev underlig hård ved mig, når vi var sammen med andre mennesker, og havde fået lidt vin. Det virkede ikke rart. Heller ikke for de mennesker, vi var sammen med. Fandt så ud af, at hun drak. Og da jeg først blev klar over dette, og begyndte at rode lidt i ting og sager, fandt jeg også flaskerne. Hun blev sågar kørt på hospitalet en aften. Jeg sagde til dem, at hun højst havde fået 3 glas vin til maden. Senere kom sygeplejersken og sagde, at det måtte have været en stærk vin, fordi min kones promille var 3,2. Tre komma to :-( Hun ville ikke tale om spiritus, ligemeget hvad jeg gjorde. Efter et ½ år kunne jeg ikke mere. Hun måtte vælge mellem spiritus og mig. Jeg tabte. Vi blev skilt, men taler fint sammen i dag. Fandt en lejlighed til hende i byen. Gik IKKE ned med flaget.

Solgte rækkehuset. Flyttede til byen, hvor jeg stadig bor. Ikke langt fra mine 3 døtre, som jeg i øvrigt var i udlandet med for et års tid siden. De har ingen "fyre" på. De bor alle alene (erfaringer med deres forældre?), selvom det er nogle dævlens flotte og søde tøser :-))

Men nu er det, som om mit liv kommer tilbage i bidder. Og især de negative bidder. Kan til tider vågne op badet i sved. Gik til læge og fik ordineret noget psykologhjælp - igen. Også denne gang hjalp det lidt. Men langtfra nok. Når jeg er alene kan jeg få tårer i øjnene af ingenting. Især når jeg ser/læser, at folk er gode ved hinanden. Jeg tænker også i selvmordsbaner. Kun tankerne om tøserne afholder mig fra at føre det ud i livet. Det er virkelig deprimerende. Jeg forventer intet af tilværelsen, er ikke krævende på nogen måde. Har ingen økonomiske problemer - tværtom. Jeg synes bare ikke, at der noget at leve for. Jeg er blevet slået ganske ud af kurs. Har prøvet nogle datingsider, og skriver da også sammen med en sød dame, men er i grunden ikke interesseret i at møde hende. Så hun holder nok ikke længe. Jeg har erfaret, at jeg tit tænker på min anden kone. Den utro af dem. Hun tager mange af mine tanker med til de underligste steder. Jeg elskede hende jo også meget. Men nu er det jo 15 år siden, vi skiltes. Er det virkelig hende, der nager mig? Endnu? Jeg føler også, at jeg har svigtet mine unger, selvom jeg ikke kan sætte fingeren på "stedet". Mit selvværd er nok heller ikke det største på denne klode.

Jeg ved også, at jeg ikke er psykisk stærk mere. Jeg ved mange ting, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme til overfladen igen. Hver gang jeg ser lidt af den blå himmel, bliver jeg skubbet ned under overfladen igen. Jeg har efterhånden slet ikke lyst til at komme op. Eller bare at prøve på det. Jeg er 68 i dag. Mine venner synes, at jeg er en god og reel fyr med masser af humor og selvironi. De ved jo ikke bedre. Jeg er næsten en Jekyll/Hyde person, og dét huer mig bestemt ikke. Er bange for, at der en dag sker noget, jeg vil fortryde - hvis jeg altså kunne!

Spørgsmålet til dig er naturligvis: hvad vil du råde mig til?

Og kan/vil du svare mig, er jeg dig evigt taknemmelig.

Venlig hilsen Peder

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kæreste Peder!

Det er sjældent, man hører en historie som din, og det er sjældent man hører om nogen, der på trods har klaret sig så flot, som du har. Jeg synes, dit brev indeholder utrolig meget optimisme og vidner om et stærkt menneske, men jeg forstår også godt, hvad det er, der sker for dig lige nu.

Selvom du gang på gang har overlevet de mest utrolige ting både fysisk og mentalt, så fortæller din alder dig, at du har nået dit livs efterår. Du er ikke nødvendigvis gammel, men du har ramt det punkt, hvor du dels har fået tid og dels opnået den nødvendige indsigt til at reflektere over det liv, du har levet so far. I den alder får man igen et enormt behov for at have nogen, man kan dele sine minder med. Dine 'livs-vidner' er i en eller anden forstand forsvundet, og hende, som du delte dine måske vigtigste år med, forlod dig og var dermed med til at slette din mulighed for at dele minderne med hende senere i livet. En skilsmisse efter så mange år kan godt lidt føles, som om fortiden bliver stjålet fra en. Har du nogensinde tilgivet hende?

Hvorom alting er, så er hun mor til dine børn. Jeg ved jo ikke, hvorfor hun svigtede dig, men jeg ved, at hun svigtede sine børn ved at være så uforsigtig, at de opdagede hendes affære. Måske har du ret i, at skilsmissen har påvirket døtrene, som i dag må være mellem 30 og 40, hvis ellers jeg kan regne, men jeg kender jo altså også mange piger, som er kommet ud af stabile familier, men som har valgt karriere frem for familie. Del dine bekymringer med dine døtre, men lad være med at problematisere deres valg/fravalg.

Du vil gerne have en tid tilbage, som i dine øjne var en dejlig tid. Det kan jeg så eviggodt forstå, men det er ikke muligt. Måske har du brug for at tilgive, og måske har du brug for at sige det direkte til din eks. Det er utroligt hvad ord kan gøre ved os en gang imellem. Du har i hvert fald et tryk, der skal tages, og jeg tror ikke, det ville være dumt at mødes med pigernes mor. Det er da egentlig også vildt, at I ikke har talt sammen, siden I skiltes. Jeg tror, det er her, hunden ligger begravet.

Jeg kan ikke lide, når du skriver: "Er bange for, at der en dag sker noget, jeg vil fortryde - hvis jeg altså kunne!" Hvad det end dækker over, så er det vist noget, du skal skubbe langt væk fra dig.

Når alt dette er sagt, så vil jeg sige til dig, at det mest vægtige i dit brev i virkeligheden er den start, du har fået på livet. Dine døve forældre, som traf et knusende valg, da de ikke lukkede jer børn ind i deres verden. De har uden tvivl villet beskytte jer, men i mine øjne har de gjort alt andet. Du mangler jo en del af din egen fortælling på den måde. Du har været holdt ude af noget - en verden af historier - som de fleste andre har automatisk adgang til. Måske har det givet dig en vilje til at kæmpe som ung, men i dag giver det bagslag. For nu har du nået den der alder, hvor du ikke gider have flere spørgsmål kørende rundt i hovedet. Du vil læne dig tilbage og kende alle svarene.

Det kan du ikke, og her er der nok ikke så meget andet at gøre end at acceptere det. Hvis det martrer dig, kan du evt. opsøge din historie ved at gå på opdagelse i dine aner. Altså med et stamtræ. Jeg nævner det, fordi jeg selv fik den mulighed sidste år, og det betød en hulens masse for mig. Måske et wild card i din situation, men så er det nævnt.

Når du mærker tårer, hvis du oplever gode mennesker eller ser den blå himmel, så er det jo, fordi du er et følsomt menneske. Hey...jeg tuder næsten hver dag, fordi jeg bliver sentimental og rørt. F.eks. når jeg hører børnene synge ovre i skolen. Vi bliver jo mindet om, at livet er så flygtigt. Dybest set er det en form for dødsangst. Jeg tror kun, den bliver værre med alderen. Men jeg har også set, at man kan blive så gammel, at man accepterer døden. Der er du ikke endnu. Du er bare nede i en dal. Den varer ikke evigt.

Du har noget baggage, som du skal have pakket ud. Det er OK at være selvmedlidende en gang imellem, men hvis du får bugt med to ting, som jeg umiddelbart opfatter som de værste (kendskabet til dine forældre samt tilgivelsen af din eks gennem 22 år), så står der en mand tilbage, som: 1. er blevet meget klogere 2. Er ved godt helbred igen (eller?) 3. Ikke har økonomiske problemer - tværtimod 4. Har tre døtre, som han forguder 5. Har gode venner. Og det er jo ikke værst. Fremadrettet skal du bruge mere tid (og penge?) på oplevelser med dine døtre. Lav f.eks. en aftale med dem om, at hver den første onsdag i måneden, inviterer du på mad. Det er ingen tvang men et tilbud til dem. To gange om året tager I på weekendtur. Jo, det kan man godt med sine voksne døtre! Hvis økonomien tillader det, kan man snuppe en weekend i London. Jeg kender ikke nogen piger på min alder, der ikke ville elske det. Forkæl dem. I er hinandens vidner. Prop så meget ned i den pose som muligt. Posen skal indeholde oplevelser og dybe samtaler, grin og nærhed. Jeg tror, det kunne gøre meget for dig, og det kunne især gøre meget for dine piger. De bliver jo også 68 år en dag.

Peder, det er så tydeligt for mig, at du har utrolig meget at byde på. Der er bare lige et par dæmoner, som skal kyles ud ad vinduet. Gør du det, så vil bøtten vende til det positive. Jeg ønsker dig virkelig alt godt. Skriv til mig igen og fortæl, hvordan det skrider frem for dig.

Kærlig hilsen Annette