Eivind Dahl-Thoresen blev kastet flere meter væk af Breiviks bombe.
Den 22. Juli sidste år, gik Eivind Dahl-Thoresen tilfældigvis gennem regeringskvarteret i Oslo, netop som Breivik udløste sin dødbringende bombe.
- Der lød et brag, og jeg besvimede to-tre gange, men ellers husker jeg alt. Jeg hørte først et stort brag, så så jeg flammerne, og løftede armene op foran ansigtet for at beskytte mig. Jeg blev nærmest kastet flere meter bagover, forklarede den 26 årige jurastuderende, foran dommerne, da han skulle aflægge sit vidnesbyrd mod Breivik. Det skriver vg.no.
Efter bomben følte Dahl-Thoresen ingen smerte, men da han kiggede ned af sig selv, så han blodet pumpe ud af sin venstre arm.
- Jeg løftede armen over det sted, hvor der kom mest blod ud. Men det blev værre af det og strålen blev tykkere. Jeg så ned på mine ben. Jeg havde blå jeans på, som nu var røde og gennemvæddet af blod. Da tænkte jeg, at jeg skulle lægge mig ned og råbe på hjælp, forklarede Dahl-Thoresen ifølge vg.no.
Ifølge avisen fulgte Breivik opmærksomt vidnesudsagnet, men viste ingen tegn på følelsesmæssig berøring under forklaringen.
Efter bomben var sprunget fik Eivind Dahl-Thoresen øje på et andet bombeoffer, som så ud til at være svært skadet.
- Jeg tænkte, at jeg måtte hjælpe ham og tog et skridt hen imod ham. Han kiggede mærkeligt på mig og hans øjne sagde: ’Om du skal hjælpe mig? Se på dig selv’, huskede vidnet om den dramatiske situation i minutterne efter angrebet.
- Vi råbte på hjælp, men så kun folk løbe væk. De registrerede, at vi lå der, og så at vi behøvede hjælp, men de var sikkert i chok og løb væk, fortæller han til vg.no
Efterfølgende kom flere mennesker dog løbende og ydede førstehjælp, indtil ambulancen kom.
Den 26-årige blev opereret. Han havde ikke brækket noget, men venstre arm var brandskadet, han havde en splint i højre lår, tre i venstre ben og to i hver arm. Desuden var han ramt af en glassplint i panden. En nerve i venstre arm blev skåret over, og han kan stadig ikke strække armen helt ud. Om han nogensinde genvinder følelsen i fingrene er endnu uvist.
Efter bombeangrebet har Eivind Dahl-Thoresen været indlagt i en lang periode. Han har gennemgået flere operationer, går med krykker og er stadig plaget af store smerter. Men han forsøger ikke at være bitter.
- Jeg har forsøgt at vende det, at jeg overlevede til noget positivt og i stedet for være glad for at være i live. Folk reagerer forskelligt, men jeg er helt sikkert meget glad for, at jeg reagerede på denne måde, sagde Eivind Dahl-Thoresen i retten.
