Ved du noget om sagen, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Den 79-årige kvinde, som torsdag aften døde i sin opgang i Horsens, efter at hun i flammer havde banket på hos naboen for at få hjælp, er nu blevet obduceret.

Det er stadig uvist, hvorfor der var gået ild i kvinden, men den præcis årsag til kvindens død er nu klarlagt. Ifølge politiet blev hun forbrændt på 80 procent af sin krop

»Obduktionen af den 79-årige kvinde viser, at hun blev forbrændt på cirka 80 procent af kroppen, hvilket er meget voldsomt. Derudover havde hun indåndet så meget røg, at hun havde sod i lungerne,« siger Peter Thaysen, der er leder af lokalpolitiet i Horsens.

Den tragiske episode skete torsdag aften, da der af endnu uklare årsager var gået ild i kvinden. Her var det et uhyggeligt syn, der mødte den 26-årige nabo og hans tre-årige søn, da den brændende kvinde bankede på hans dør for at få hjælp.

»Kvinden gik ud i opgangen og bankede på ved naboen. Da han åbnede døren, stod der simpelthen en levende fakkel udenfor. Han fik hænderne fulde, da han skulle forsøge at skærme sit barn, mens han skulle prøve at redde den brændende kvinde,« lød det torsdag aften fra Jørn Lindhardt, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Lokalavisen har talt med den 26-årige mands mor, som han bor sammen med i lejligheden.

Hans lille søn er kun hos sin far hver 14. dag, fortæller moderen til mediet, og det var desværre tilfældet, da den paniske kvinde bankede på.

Mens faderen til den tre-årige forsøgte at skærme sin søn fra synet, forsøgte han samtidig også at hælde vand på kvinden for at redde hende. Midt i panikken formåede den 26-årige også at ringe 112, mens opgangen blev fyldt med røg.