Den 79-årige kvinde, der torsdag aften døde af forbrændinger, blev forsøgt reddet af sin nabo foran hans lille søn.
Det var en traumatisk oplevelse for en familie i Horsens, da en 79-årig kvinde klokken 19:50 råbte om hjælp og bankede på døren hos sin nabo i stuelejligheden til venstre på Borgmestervej.
På det tidspunkt var der ild i kvindens tøj, da den 26-årige beboer åbnede døren, mens hans tre-årige søn stod i baggrunden, skriver Lokalavisen.
De har talt med den 26-åriges mor, som han bor sammen med i lejligheden. Hans lille søn er kun hos sin far hver 14. dag, fortælleren moderen til mediet, og det var desværre tilfældet, da den paniske kvinde bankede på.
Men selvom faderen til den tre-årige forsøgte at skærme sin søn fra synet, forsøgte han samtidig også at hælde vand på kvinden for at redde hende. Midt i panikken formåede den 26-årige også at ringe 112, mens opgangen blev fyldt med røg.
Døde af sine forbrændinger
Desværre var hans redningsforsøg forgæves, da kvinden døde af sine forbrændinger på stedet ifølge det lokale politi i Horsens.
BT har været i kontakt med den 26-åriges mor, men hun er for rystet til at ville kommentere sagen yderligere. Hun fortæller dog til det lokale medie, at de er meget påvirkede af ulykken,og derfor ikke har lyst til at sige mere. De vil ikke fortsætte med at bo i lejligheden
Strømmen gik i hele opgangen, og ingen af beboerne kan være i deres lejligheder på nuværende tidspunkt. BT har også talt med politiet, som indtil videre ikke kan oplyse, hvad der har været årsag til, at der gik ild i kvinden. Men brandvæsnet mener, at den formentlig er startet i den 79-åriges entre.
Kvinden skal obduceres i næste uge.
