Den 32-årige lokomotivfører Brandon Bostian er nu genstand for en indgående politiefterforksning efter at det er blevet fastslået, at han kørte dobbelt så stærkt som tilladt med det passagertog, som natten til onsdag forulykkede i Philadelphia undervejs fra Washington til New York.
Amtrak-toget med 243 passagerer kørte af sporet i en skarp kurve og ulykken efterlod otte mennesker dræbt og flere end 200 sårede.
Togvogne blev knust til ukendelighed, passagerer og baggage blev kastet til alle sider, da toget afsporede med en fart på 170 kilometer i timen - på en strækning, hvor maks-hastigheden er 80 km/t. Politiet undersøger lige nu om ansvaret skal placeres ved lokomotivføreren. En blodprøve og lokoførerens mobiltelefon kan måske opklare årsagen til den vanvittige kørsel. Føreren husker ikke selv, hvad der skete.
Brandon Bostian bor i Queens i New York og ifølge hans LinkedIn-profil har han arbejdet for selskabet Amtrak i næsten ni år, først som konduktør og senere som lokomotivfører. Desværre husker han intet fra ulykken, lyder det fra hans advokat.
»Han husker, at han kørte toget og at han var i det område, men han har på ingen måde nogen erindring om ulykken eller noget usædvanligt. Det næste han husker, er at blive kastet rundt, hvorefter han finder sin taske med en mobiltelefon og slår alarm,« siger advokat Robert Goggin til ABC News.
Lige nu er togføreren Brandon Bostian indlagt med flere skader i benene, hjernerystelse og 14 sting i hovedet, men han samarbejder med politiet. Hans advokat har fortalt ABC News, at han frivilligt har afleveret sin mobiltelefon og afgivet en blodprøve.
Blodprøven vil de formentlig undersøge, om han var påvirket af alkohol eller andre rusmidler, da han førte toget, der kørte flere mennesker i døden.
Ansvaret for togets hastighed ligger naturligt nok hos lokomotivføreren, men selvom det stadig efterforskes, om en teknisk fejl i toget var skyld i den øgede fart, er Philadelphias borgmester, Michael Nutter, ikke i tvivl om, hvor skylden skal placeres:
»Det var klart en hensynsløs kørsel af togføreren. Han skulle for alt i verden aldrig have kørt så stærkt i det sving,« siger borgmesteren til CNN og fortsætter:
»Jeg har ingen anelse om, hvad han havde gang i. Jeg har ingen anelse om, hvad der skete i førerhuset, men der findes ingen undskyldning, med mindre han fik et hjerteanfald.«
Politiet forventer at være på ulykkesstedet mindst en uge endnu.
