USA: En togulykke på USAs mest trafikerede Amtrak-jernbanelinje, mellem New York og Washington, kostede natten til onsdag dansk tid seks passagerer livet.
Samtidig blev 200 ifølge Reuters svært eller lettere kvæstet.
Ulykken skete, da et tog på vej til New York blev afsporet ved byen Philadelphia, hvorefter mange af togvognene rullede rundt uden for skinnerne.
Det lokale hospital i Port Richmond, hvor afsporingen skete, oplyser, at de har behandlet 200 af togets 243 passagerer. Mange af dem for brækkede knogler.
Onsdag eftermiddag var det ifølge Philadelphias borgmester, Michael Nutter, endnu ikke muligt at redegøre for alle de ombordværendes skæbne, men seks er bekræftet omkommet.
De sorte bokse fra lokomotivet er blevet bjærget, men data om togets kørsel er endnu ikke blevet analyseret.
Derfor lød det også fra borgmesteren:
»Vi ved ikke, hvad det skete her. Vi ved ikke, hvorfor det skete.«
En af beboerne langs banelinjen Michael Hand fortæller, at han sad uden for sit hjem i mørket og drak en øl:
»Pludselig kom der et lysglimt og så et enormt brag,« fortæller han.
Passagerer fortæller om rædselsvækkende øjeblikke i togvognene, mens de kørte af sporet med op mod 100 kilometer i timen. Daniel Wetrin fortæller til CNN:
»Alt omkring os begyndte at flyve rundt. Stolene, folk og bagage. To personer havnede oppe på bagagehylden,« fortæller han.
