I videoen herover tager Helle Thorning-Schmidt afsked med Socialdemokraterne efter ti år som formand for partiet
Helle Thorning-Schmidt (S) skal snart indstille sig på en ny tilværelse som forhenværende statsminister. Og for Thornings vedkommende indebærer et farvel til Statsministeriet også et farvel til formandsposten i Socialdemokraterne.
Derfor skal hun fremover sidde i Folketinget som menigt medlem - for første gang.
»Jeg sidder i Folketinget, og jeg har aldrig prøvet at sidde der uden at være partiformand, så nu må jeg finde ud af, hvad jeg skal lave, når jeg kommer i Folketinget,« siger Helle Thorning-Schmidt på Hotel Scandic i København lørdag eftermiddag, hvor en enig S-hovedbestyrelse og folketingsgruppe netop har indstillet Mette Frederiksen (S) som ny partiformand.
Og Helle Thorning-Schmidt regner med at blive på Christiansborg i den kommende folketingsperiode.
»Det regner jeg da med. Nu er jeg lige valgt, og jeg har jo ikke prøvet at være i Folketinget før uden at være partiformand. Jeg glæder mig faktisk til at løse nogle andre opgaver for partiet,« siger den afgående statsminister.
Mette Frederiksen har siden valget i 2011 været betegnet som Socialdemokraternes ukronede kronprinsesse, og derfor er det da også naturligt, at hun overtager posten efter Thorning. Derfor ser dette formandsskifte - i modsætning til tidligere - ud til at foregå helt uden dramatik, og det er Helle Thorning-Schmidt glad for.
»Jeg vil bakke op så meget, som jeg overhovedet kan. Jeg synes, det er vigtigt, at vi socialdemokrater nu kan sige til vælgerne, at vi er ét parti - ét parti, der holder sammen. Det er længe siden, at vi har fået et formandsskifte, som kommer til at foregå så ordentligt, som det kommer til at foregå nu. Og jeg må sige, at jeg er utrolig stolt af, hvor Socialdemokratiet står nu - både politisk og organisatorisk, og jeg er glad for at overdrage opgaven til Mette Frederiksen,« siger hun.
Men med Helle Thorning-Schmidts exit som både formand og statsminister er der allerede flere, der er begyndt at spekulere i, om hun er på vej helt ud af dansk politik. De spekulationer giver hun dog ikke selv meget for.
»Jeg er valgt for Østerbro-kredsen, og jeg har fået et rigtig fornuftigt valg på Østerbro, så jeg agter egentlig at blive,« siger Thorning.
Helle Thorning-Schmidt fik i alt 42.412 personlige stemmer ved torsdagens valg - markant flere end i 2011, hvor 33.564 satte kryds ud for hendes navn.
Dermed scorede Thorning næstflest personlige stemmer - kun overgået af valget helt store vinder, DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF), der sikrede sig 57.371 af slagsen.