14 mål. Så mange gange har Sergio Agüero scoret for Manchester City i denne sæson i Premier League. Den 26-årige argentiner har været holdets suverænt bedste spiller, og mange har kaldt ham årsagen til, at City stadig kan true Chelsea i kampen om det engelske mesterskab. Nu skal klubben måske undvære Agüero i længere tid.

I Manchester Citys snævre 1-0-sejr hjemme over Everton gik det nemlig galt allerede efter to minutter for Sergio Agüero. Angriberen blev liggende i græsset i store smerter og efter syv minutter måtte han lade sig udskifte med Pozo. Der er ikke meldt noget officielt ud om skaden, men det så ikke godt ud.

City er ellers dybt afhængige af Sergio Agüero i den kommende tid. Med det hårde og tætte jule- og nytårsprogram er der brug for scoringer, hvis Manchester City skal hænge på Chelsea i toppen. Lørdag aften kom det lyseblå hold fra Manchester tættere på, da Chelsea tidligere på dagen smed alle tre point i et overraskende 1-2 nederlag til Newcastle. Spændingen i mesterskabskampen er dermed intakt, og Manchester City er blot tre point efter. Udover Premier League kommer City muligvis også til at undvære Agüero i Champions League i den kommende uge, og det er nok endnu værre.

Sejren over Everton tilfaldt Manchester City efter et større drama. Efter 23 minutter blev hjemmeholdet tildelt straffe, da James Milner blev nedlagt på kanten af feltet. Det kunne dog ligne, at det var Milner selv, der løb ind i Everton-forsvarsspilleren Phil Jagielka. Ofte kan man også se på spilleren selv, om der nu også var straffe, og det var ikke fordi Milner var rasende eller i det hele taget reagerede, da han lå i græsset. Men Jagielka kan kun revse sig selv, for han måtte i det hele taget ikke servere en unødvendig mulighed for at lade dommer Andre Marriner dømme et straffespark.

Samme Marriner havde i øvrigt større problemer med at styre kampen indledningsvis. Først smed City-spilleren Mangala et strakt ben i ryggen på Eto'o ved et hjørnespark, og kort tid derefter havde Fernando et højt ben op i hovedet på Gareth Barry. I begge tilfælde kunne der være argumenteret for direkte rødt kort.

I anden halvleg indledte Manchester City atter med at dominere. Og det skete i endnu højere grad end i første. Fem minutter inde havde James Milner fart i sig, da han suste over kanten, sendte et skarpt indlæg ind til lille Pozo, der sparkede fladt lige der, hvor Everton-keeper Tim Howard kom fra. Amerikaneren reddede dog skuddet.

Mens kampen skred frem, kom Everton langsomt mere og mere ind i kampen, og der var optræk til større chancer. BLandt andre Lukaku hamrede et langskud afsted mod Joe Hart, men han var på plads i sit mål, og da det aldrig blev til flere scoringer, vandt Manchester City dermed med1-0.