Der bliver udsolgt, når bokserne Rudy Markussen og Patrick Nielsen mødes lørdag den 12. december i Brøndby Hallen.
Det meddeler den tyske boksestald Team Sauerland, der arrangerer stævnet.
»Interessen for den her kamp har været uden fortilfælde. Det har været overvældende,« siger promotor Nisse Sauerland i en pressemeddelelse.
»Vi øgede kapaciteten for at forsøge at imødekomme efterspørgslen, men må nu melde totalt udsolgt.«
»Danmark ser ud til at være delt i forhold til, hvem folk støtter, og med 5500 råbende Patrick- og Rudy-fans inde i Brøndby Hallen bliver atmosfæren med garanti elektrisk,« siger promotoren.
Kampen i supermellemvægt har fået titlen "Ondt blod" på grund af de to bokseres dårlige forhold til hinanden.
24-årige Patrick Nielsen har vundet 27 af sine hidtil 28 kampe som professionel.
Han var blot seks år, da den i dag 38-årige Rudy Markussen i 1997 debuterede som professionel.
Veteranen har vundet 39 kampe af 42 mulige, men Rudy Markussen har kun været i aktion i knapt to omgange fordelt på to hurtige knockoutsejre, siden han i februar 2012 tabte til Brian Magee.
/ritzau/