I regn og slud skal Rudy Markussen ud.
Sådan er det for en elite-bokser, og især når fokus gælder årets største bokse-brag på dansk grund, hvor Rudy Markussen møder Patrick Nielsen i Brøndby Hallen lørdag 12. december.
»Selv når det står ned i stænger, må man snøre løbeskoene,« siger Rudy Markussen i en pressemeddelelse.
»Træningen har kørt perfekt indtil nu, og jeg føler mig i bedre mental og fysisk form end nogensinde. Tro mig, jeg er klar til den her opgave,« tilføjer Rudy Markussen inden slaget i super-mellemvægt i næste måned.
»Jeg slår lige så hårdt - hvis ikke hårdere - end før i tiden. Jeg har 12 omgange til at ramme ham rent, og når det sker, så er det forbi for Patrick,« forudser Rudy Markussen.
Mandag landede en russisk sparringspartner til Rudy Markussen.
»Han er rigtig god - og bedre end Patrick. Så jeg glæder mig til at få noget sparring, der vil gøre mig helt skarp op til kampen,« siger Rudy Markussen, der dog også har sparret en del allerede.
»Jeg har vel sparret cirka 200 omgange, siden kampen mod Patrick blev en realitet. Mine intervalløb har aldrig været bedre. Det har alt sammen givet selvtillid. Jeg har kun haft et fokus, og det er at sætte Patrick på plads.«
Opgøret mellem den 38-årige Rudy Markussen og den 14 år yngre Patrick Nielsen er hovedkampen i Nordic Fight Night 12. december.