Bestyrelsesformand vil have Egmont, der er aktionær i Zentropa, til at banke Peter Aalbæk Jensen på plads
- Jeg har ikke tid til at tage de fire uger i spjældet, det ville koste mig at vappe Henrik Bo nogen på skallen.
Sådan lød det i går til Politiken fra Zentropas mangeårige direktør Peter Aalbæk Jensen, om Det danske Filminstituts (DFI) direktør, Henrik Bo Nielsen.
Udtalelserne får nu bestyrelsesformand for DFI, der hører under Kulturministeriet, Joachim Malling, til at reagere skarpt mod Peter Aalbæk Jensen.
- Det er meget, meget ubehageligt, at Peter Aalbæk Jensen reagerer sådan i denne sag. Det har taget en personlig drejning, hvor han nærmest går efter en embedsmand, hvilket jeg bestemt ikke kan se det morsomme i, siger Joachim Malling.
Han henviser til ’Ålens’ seneste udtalelser og til en episode sidste år, hvor Peter Aalbæk Jensen skal have sagt, at han havde lyst til at vandre ind i DFIs lokaler i det indre København med dynamit spændt rundt om maven og sprænge ’hele lortet’ i luften.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der længere synes, at Peter Aalbæk Jensen er sjov. Jeg kan ikke i hvert fald ikke se det morsomme i hans udtalelser, lyder det fra Joachim Malling
Udtalelserne fra Peter Aalbæk Jensen kommer efter, at der er blevet sået tvivl om, hvorvidt Zentropa, med Peter Aalbæk Jensen i spidsen, har forvaltet de offentlige støttekroner fra DFI efter reglerne i forbindelse med Lars von Triers storfilm ’Antichrist’ fra 2009. En film, som Zentropa har modtaget otte mio. offentlige støttekroner til.
Tvivl om udgifter
Et notat, udarbejdet af tre ledende medarbejdere på Antichrist, sår tvivl om, hvorvidt udgifter, der er blevet betalt af produktionsregnskabet for Antichrist, reelt vedrører filmen. BT skrev f.eks. i sidste uge, at en middag med direktøren for filmfestivalen i Cannes, Thierry Fremaux, til 60.000 kr. blev beordret betalt af Peter Aalbæk Jensen ud af filmens produktionsregnskab, selv om de ledende medarbejdere på filmen tilsyneladende havde en anden holdning.
Peter Aalbæk Jensen har siden kun villet fremvise et enkelt bilag, der skulle vise, at middagen kun kostede 9.200 kr.
Af notatet, udarbejdet af tre producere på Antichrist, fremgår det nemlig også, at ’vi fik pålagt at tage Lars’ gamle udviklingsprojekter inkl. fiskegrejsudgifter (...) ind på ’Antichrist’. Samlet (...) omkring 400.000 kroner.’ De tre producere udtrykker i notatet frustration over, at de er ’blevet pålagt’ en række uvedkommende udgifter, der er lagt ind i filmens samlede budget på 61,5 mio. kr. - og dermed skjult blandt filmens titusindvis af udgiftsbilag.
Drejer fokus væk
Bestyrelsesformand for DFI Joachim Malling mener, at Peter Aalbæk Jensen med sine udtalelser om Henrik Bo Nielsen forsøger at dreje fokus væk fra sin egen person:
- Jeg kan ikke se nogen anden grund til, at man reagerer på den måde. Hvis alt er, som det skal være, er det mærkeligt at opføre sig sådan, som han gør, siger Joachim Malling og fortsætter:
- Hvis man gerne vil modtage over en halv mia. kr. i støtte over tyve år, som Zentropa har gjort, må man også indstille sig på, at der kan være kontrol med, om pengene er brugt efter hensigten. Vi kan ikke sidde dette notat overhørigt, og vi har reageret helt efter reglerne, siger Joachim Malling og henstiller til, at Egmont, der ejer en stor del af Zentropa gennem Nordisk Film, træder i karakter over for Peter Aalbæk Jensen.
Peter Aalbæk Jensen ønsker ikke at kommentere sagen over for BT.