Den blanke dør til værkstedet åbner efter blot et enkelt tryk på klokken. I døråbningen stjæler et sæt hvide tænder et øjeblik opmærksomheden fra resten af den 65 kilo tunge og 168 centimeter høje speedwaykører, som kommer til syne.
»Velkommen til. Kom indenfor.«
Stemmen tilhører Nicki Pedersen. Som den 38-årige racerkører står dér i en navyblå Tommy Hilfiger-skjorte med sit navn indgraveret i kraven og et par mørke jeans, minder han mest af alt om et voksent legebarn, der glæder sig til at vise sine cykler frem. Indenfor på værkstedet står da også de tre specialbyggede køretøjer, som han er blevet verdensmester på, men det er ikke kun dem, som den omsorgsfulde, venlige og vellidte far til to henleder opmærksomheden på.
Nicki Pedersen griber ned i en blå kasse, som står på en rektangulær reol sammen med en masse andre kasser. Han trækker en kædestyrer frem, hvis eneste opgave er at sørge for, at kæden glider problemfrit rundt på cyklen, og netop dén kædestyrer fortæller meget godt om Pedersens enorme engagement.
»Vi modtager ikke kædestyreren sådan her. Som du måske kan se, har vi skåret noget af den for at gøre den lettere. Det er der ikke ret mange andre, der gør. I speedway er det de små marginaler, som afgør det,« siger Nicki Pedersen og fortsætter:
»Jeg er jo i den her sport for at levere, for fanden.«
Det er dét engagement, som får den tredobbelte verdensmester til at komme et godt stykke nord for det røde felt i konkurrence og til at skifte fuldstændig karakter på speedwaybanen. Når snakken falder på speedway, står det hurtigt klart, at Nicki Pedersen ikke overlader noget til tilfældighederne. Overhovedet. Det er uanset, om det gælder de små detaljer på cyklen, som næsten udelukkende består af speciallavede komponenter, eller vildskaben, som alle modstandere i speedway-verdenen kender – og de fleste frygter – ham for.
»Jeg bliver en anden, når jeg tager hjelmen på. Uden for banen er jeg sjov, ydmyg og helt nede på jorden, men i det minut, som heatet foregår, brænder jeg pisset af,« siger Nicki Pedersen.
Tidligere har teamet målt Nicki Pedersens puls. Alene når han kører frem til startlinjen, banker den afsted med omkring 180-200 slag, og det tal stiger formentlig kun, når snoren går op, og heatet begynder.
»Det er jo blandt andet derfor, at bægeret flyder over en gang imellem, og det skal det også gøre. Hvis du ser på de bedste sportsfolk i Danmark, har de alle haft temperament, og det er jeg glad for, at jeg også har i mig,« siger Nicki Pedersen.
Nicki Pedersen lægger kædestyreren fra sig og tøffer lidt videre rundt i det kliniske værksted, som ligger på den nordvestlige del af Fyn i den lille by Brenderup. Pedersen flytter inden længe til Middelfart efter flere år med bopæl i England, og som han går rundt i værkstedet, hvor et team af polske mekanikere arbejder lydløst, ligner han en mand, der føler sig hjemme. Og han ligner bestemt ikke en temperamentsfuld herre.
Ikke desto mindre gemmer vildskaben sig i ham, og det får ofte Nicki Pedersen i problemer på speedwaybanen. Alene i 2015-sæsonen har han og teamet af mekanikere været involveret i flere konfrontationer på den brune bane. I sommer fik Pedersens kørestil legenden Greg Hancock til at stå af sin cykel efter et heat og løbe lige over mod Nicki Pedersen. Hancock kastede Pedersen af cyklen, og så lå de to og kæmpede på jorden, inden tililende personer fik skilt parterne ad.
Det, man skal forstå om speedway, er, at kørerne ofte bumper ind i hinanden med 120 kilometer i timen. Det er ikke tilladt at køre folk af, som det hedder – så sidder der dommere, som kan udelukke dig fra det pågældende heat. Men som det også er tilfældet i en spurt på en Tour de France-etape, er der ofte berøring kørerne imellem, og det fører nogen gange til slagsmål efterfølgende.
I efteråret under sæsonens sidste VM-grandprix i Melbourne var det så australieren Sam Masters, som så sig sur på Nicki Pedersen, der dog ikke var direkte involveret i det efterfølgende slagsmål mellem Pedersens mekaniker og den arrige australier.
Efter konfrontationen med Sam Masters udtalte den tidligere kører Leigh Adams følgende på direkte tv:
»Nicki er altid klar til at køre igennem forhjulet på dig. Du kan ikke ændre på ham. Det er ikke rart at se i en familie-sport, og Nicki skaber altid problemer.«
Nicki Pedersen medgiver, at han giver den gas.
»Ja, jeg kører sindssygt hårdt, og jeg går også over stregen nogle gange. Jeg har det sådan, at hvis du ikke går over stregen, så ved du ikke, hvor den er. Men jeg kører ikke dirty. Hvis jeg gjorde det og kørte folk af hele tiden, var jeg jo blevet udelukket fra hvert eneste heat, og desuden har du aldrig set mig slå nogen med en knytnæve eller være involveret i et rigtigt slagsmål. Det hverken kan eller vil jeg gøre over for mine sponsorere,« siger Nicki Pedersen.
Leigh Adams er ikke den eneste kritiker af Nicki Pedersen. Langtfra. Blandt kollegaerne og fansene er mange utilfredse med danskeren, men han har kun latter tilovers.
»Det får mig til at grine, når folk siger, jeg er til fare for andre. Hold nu kæft. Vi er alle til fare for hinanden! Det er en farlig sport, og vi kører ræs. Engang imellem laver jeg fejl, ja, men jeg ved, at jeg går til den, og det tør jeg sige – i modsætning til mange af de andre.«
Den 38-årige speedwaykører er tredobbelt individuel verdensmester og er kronet som den bedste på kloden i 2003, 2007 og 2008, han har været med til at vinde hold-VM flere gange og fortsætter med at skovle masser af medaljer hjem til værkstedet og basen i midten af Danmark i den relativt simple sportsgren, hvor fire kørere drøner rundt mod hinanden med det eneste formål at komme først over stregen.
Sporten er ekstremt populær i flere kredse af verden, blandt andet i Polen, men desværre medfører den også flere dødsfald. I 2012 mistede Nicki Pedersens gode ven Lee Richardson livet efter et møde med barrieren, og i år styrtede australieren Darcy Ward så voldsomt, at han måtte opereres to gange i rygsøjlen.
Nicki Pedersen sætter sig ned i det lille tekøkken, som er indrettet på værkstedet. Han er bevidst om, at det kunne have været ham selv, der havde lidt samme skæbne som Richardson eller Ward. Men det ændrer ikke noget i ham.
»Jeg har en overbevisning om, at dødsdatoen er sat. Du behøver selvfølgelig ikke fremskynde datoen ved at gå ud at lege på togskinnerne, men du kan ikke rigtig gøre mere ved det. Mit drive er, at jeg kan være i den der osteklokke, når jeg tager hjelmen på. Det er dét, som giver mig den der energi og styrke, at jeg går ind i de kontroverser, som andre måske ikke gør på banen.«
Nicki Pedersen tager en tår kaffe af et hvidt og blåt Nicki Pedersen-kaffekrus. Som han sidder dér, er det umuligt ikke at tro på ordene, som han spytter ud. Det virker overbevisende, når han siger, at dødsfald og ulykker ikke ændrer noget i ham, når han sætter sig på cyklen. Han vil altid være en vildbasse på speedwaybanen.