Nicki Pedersens mekaniker dropper at følge op på en sag fra weekendens speedwaygrandprix, hvor han modtog en ordentlig kæberasler.
Det skriver Jyllands-Posten.
Wildcardkøreren Sam Masters langede en lige venstre i hovedet på Nicki Pedersens mekaniker, polske Marek Hucko. Men han har altså nu droppet at politianmelde Masters, fortæller Nicki Pedersen til Jyllands-Posten.
»Jeg sagde til mine mekanikere, at jeg ville bakke dem op i deres beslutning, men han valgte ikke at politianmelde. Vi har lagt sagen over til FIM (den internationale motorcykelunion), og nu er det op til dem,« siger Nicki Pedersen.
Det var under årets sidste grandprix i Melbourne, Australien, at optrinnet fandt sted.
Slagsmålet startede ved, at Nicki Pedersen tog fat i Sam Masters efter et heat, fordi han mente, at den australske hjemmebanehelt havde kørt for tæt på sin danske konkurrent.
Masters kvitterede ved at tage fat i danskeren, og så kom Pedersens polske mekaniker ilende til. Det var her, at tingene for alvor stak af.
Nu håber Nicki Pedersen, at FIM vil følge op på sagen.
»De bliver nødt til at statuere et eksempel, for hvad gør jeg næste gang, at en kører mister besindelsen og begynder at slå? Der sidder jo børn og kigger på os. En ting er, at vi skubber lidt til hinanden, men det går ikke, at en kører med hjelm slår en mekaniker direkte i ansigtet flere gange, og hvis der ikke sker noget der, så er det jo jungleregler, vi kører efter,« siger Nicki Pedersen til Jyllands-Posten.
Nicki Pedersen har haft en omtumlet sæson og har blandt andet været involveret i et voldsomt styrt, som kostede en gevaldig hovedpine.
