Nicklas Bendtner startede inde mod Birmingham, men han forlod banen kort inde i anden halvleg - på en båre. Danskeren fik ilt fra en maske for at lindre smerterne, da han blev hjulpet af banen i kampen, som Nottingham Forest endte med at vinde 3-1.

Bendtner nåede at lægge til det første mål, og i følge iagttagere var danskeren godt i gang med sin bedste kamp siden skiftet til den engelske Championship-klub, da han på uheldigvis blev skadet i et sammenstød i midtercirklen.

Efter kampen ville Forests franske manager Philippe Montanier dog ikke spå, om hvor længe Bendtner eventuelt må sidde udenfor på grund af skaden:

»Vi ved ikke om den er alvorlig eller ej, vi må vente og se, indtil han er blevet scannet i morgen (lørdag, red.). Så vil vi komme til at vide, hvor alvorligt problemet er. Vi håber, at det ikke er for slemt med ham,« lød det fra Montanier.

Udenfor banen kan der snart komme ro på Nottingham Forest igen. Sportsdirektør Pedro Pereira har forladt Nottingham, og den kuwaitiske ejer Fawaz Al-Hasawi har længe forsøgt at sælge klubben. Nu bekræfter Al-Hasawi overfor BBC, at han er tæt et salg. Han vil afsløre køberen, men ifølge BBC er der tale om et amerikansk konsortium, som er ledet af millionæren John Jay Moores. Han skulle være parat til at overtage 80 procent af den engelske traditionsklub i en handel, der beløber sig til omkring 420 millioner kroner.