Hele omfanget af Nicklas Bendtners skade er fortsat ukendt, men der er godt nyt efter røntgenbillederne.
Anklen er ikke brækket, skriver Nottingham Post.
Det er dog fortsat uvist, om den danske Nottingham Forest-angriber har beskadiget ledbåndene i anklen - og i så fald i hvilket omfang - som så vil kunne betyde en pause på tribunen.
Fredag aften kolliderede Bendtner med Birmingham-spilleren Michael Morrison efter 53 minutters spil af Championship-kampen, og danskeren forlod banen på en båre i store smerter, mens han fik ilt.
Det var frygtet, at han havde brækket anklen, men det skulle nu være udelukket.
Nottingham Forest vandt kampen med 3-1, og Bendtner lagde op til hjemmeholdets 1-0-mål i en kamp, hvor han startede inde som et synligt bevis på, at han for alvor er ved at få karrieren i gang igen.
Derfor vil en eventuel skadespause komme på det værst tænkelige tidspunkt for den 28-årige angriber.
Ifølge den lokale avis må klubben nu afvente yderligere undersøgelser, som vil finde sted mandag, for at se, hvor slemt det står til med Bendtner.
I forhold til en officiel udmelding fra Nottingham Forest skrev klubbens pressechef Ben White lørdag i en mail til BT:
»Vi ved det ikke før tidligst mandag, er jeg bange for.«
