Smut, du er for lille.

FC Barcelonas store stjerne-forsvarsspiller Gerard Piqué har ikke altid haft det nemt på fodboldbanen. Den første tid i den catalanske storklub var svær under den hollandske træner Louis van Gaal.

Som ungdomsspiller i Barcelona er konkurrencen hård, og givetvis var det som en konsekvens heraf, at Piqué som 17-årig valgte at tage til Manchester United i 2004.

I et stort interview med spanske TV3 fortæller den 29-årige spanier blandt andet, hvordan han i sine unge dage blev pillet fra hinanden af den daværende træner, Louis van Gaal.

»Han skubbede mig i gulvet. Han fortalte mig, at jeg ikke var god nok til at være Barcelona-spiller,« siger den 1,93 meter høje forsvarsspiller i interviewet.

»Han ødelagde mig. I Barcelona begyndte vi ikke at styrketræne, før vi var 18 år. Det var meget svært.«

Gerard Piqué tog tilbage til Barcelona i 2008, hvor han som en af de helt store profiler har været med til at vinde tre Champions League-titler og seks spanske mesterskaber.

Med det spanske landshold har han også vundet titler - et VM og et EM. Men bliver ikke til mange flere af den slags. Efter Spaniens seneste kamp mod Albanien meldte han nemlig ud, at VM i 2018 bliver hans sidste slutrunde med landsholdet, selvom han til den tid kun vil være 31 år gammel.

»Jeg er træt af det, og VM-slutrunden bliver sidste gang, jeg stiller op for Spanien, og så håber jeg, at jeg kan få fred,« sagde han til medierne.