Gerard Pique gider ikke mere. Han har fået nok.
Så efter søndagens VM-kvalifikationskamp mod Albanien kom den spanske landsholdsspiller med den overraskende melding.
»Jeg er træt af det, og VM-slutrunden bliver sidste gang, jeg stiller op for Spanien, og så håber jeg, at jeg kan få fred,« sagde han til medierne.
Gerard Pique spiller også i FC Barcelona, og han er kendt for sin stærke catalanske overbevisning. Det har tidligere sendt ham i stærk modvind hos resten af den spanske befolkning, især i Madrid. Senest under EM-slutrunden i sommer, hvor han blev beskyldt for at stritte med sin langfinger under afspilningen af den spanske nationalmelodi.
Og det er igen sådan en catalansk-spansk kontrovers, der fik ham til søndag at den drastiske beslutning.
I kampen bar midterforsvareren en landsholdstrøje, hvor ærmerne var klippet af. Det fik medier og spaniere til at rase på sociale medier. Her mente man, at Gerard Pique med fuldt overlæg havde klippet de spanske farver af ribben af trøjeærmerne.
De kan ses her hos holdkammeraten Nolito, der scorede et af de to mål i den spanske 2-0-sejr:
Det viste sig bare ikke at være rigtigt.
Efterfølgende så det spanske fodboldforbund sig nødsaget til at udsende en official forklaring i sagen. Her slog man fast, at Gerard Pique ikke havde klippet de spanske farver af trøjen.
»Farverne eksisterer kun på trøjerne med korte ærmer og ikke på trøjerne med lange ærmer, og det var sådan én Pique havde på til kampen,« skrev forbundet, der også viste trøjen frem i fulds udgave:
Det spanske fodboldforbund skrev videre: »Spilleren skar ærmerne af med det ene formål at gøre den meget mere behagelig at spille med. Det har flere andre spillere gjort ved andre lejligheder.«
Fodboldforbundet henviste desuden til anfører Sergio Ramos, der søndag mod Albanien ligeledes brugte en langærmet trøje - i en sært opsmøget version. Det kan tydeligt ses på dette billede:
Selv uddybede Gerard Pique:
»Jeg klippede ærmerne af min trøje, fordi de var meget korte og generede mig. Jeg har prøvet alt, og nu kan jeg ikke mere. Det her med ærmerne er dråben, der får bægeret til at flyde over,« sagde Gerard Pique:
»De har dræbt min glæde ved at spille for Spanien, og selv om jeg kun vil være 31 år i Rusland (ved VM 2018, red.), stopper jeg til den tid.«
Efterfølgende understregede Gerard Pique, at han ikke stopper på landsholdet, fordi en landstræner, Julen Lopetegui, er kommet til efter sommerens EM-slutrunde.
»Jeg er meget spændt på det nye projekt, og jeg har slet ikke lyst til at at stoppe. Men nu spiller jeg videre til og med VM – vi startede det her sammen, og nu gør vi det færdigt sammen,« sagde Gerard Pique.
