Aston Villa blev holdt kunstigt i live, da Sunderland i den tidlige lørdagskamp tævede Norwich 3-0. Men med nederlaget til Manchester United nogle timer senere blev det en realitet. Aston Villa rykker ned, og det kom anfører Joleon Lescott med sit syn på.
»Vi vidste før kampen, hvad vi skulle gøre, men det er aldrig let at komme til Old Trafford uanset, hvilken position du er i. Under kampen viste vi en grad af stolthed, som der ikke har været nok af igennem sæsonen,« siger Joleon Lescott til BBC, og følger op:
»Det handler om resultater, så uanset hvordan vi spillede i perioder i dag, så er vi rykket ned. Vi bliver nødt til at finde en vej ud af den her stime af nederlag.«
Aston Villa spillede i perioder en god kamp og var kun millimeter fra at sikre sig udligningen, da Rudy Gestede hamrede bolden på målstolpen kort før tid. Men det lykkedes altså ikke for Aston Villa at få scoret det udlignende mål, og dermed var lørdagens nederlag det niende i træk.
Selvom Joleon Lescott fortæller, at Aston Villa spillede en god kamp mod Manchester United, så fastslår den tidligere Manchester City-spiller også, at han godt ved, at han og holdkammeraterne har gjort det rigtig skidt i denne sæson.
»Igennem sæsonen har vi givet fansene alle grunde til at hakke på os. Det er en del af fodbolden, og den må vi tage på os. Det er hårdt i øjeblikket. Nu har vi oprykning i tankerne,« siger Joleon Lescott og slår fast, at han agter at blive i Aston Villa trods nedrykningen:
»Jeg er her ligeså længe, som Aston Villa vil have mig.«
Aston Villas træner Eric Black fortalte da også efter kampen ifølge BBC, at han tror på, at hans hold har kvaliteten til at sikre sig oprykning første gang, chancen byder sig:
»Folk på særlige pladser vil sørge for, at Villa kommer tilbage, det er jeg sikker på, og den proces skal starte nu,« sagde Erik Black ifølge BBC, og udtalte ligeledes, at han ønsker at blive i Aston Villa.
Hvad danske Jores Okore angår, så har han kontraktudløb sommeren 2017. Jores Okore har ikke været en del af Aston Villa-truppen de seneste to kampe og har ikke været på banen i de seneste fire.