Alt imens Aston Villa hjemme på Villa Park kæmpede bravt for at bevare livet i Premier League, sad klubbens danske forsvarsspiller, Jores Okore, og nød 2. divisionsbold på lægterne i Valby

Frem mødte Hvidovre i en ensidig kamp om oprykning til 1. division, som Frem trak sig serjrrigt ud af. Godt 1500 kilometer derfra sled Aston Villa for Jores Okores fremtid i Premier League på danskerens vante hjemmebane, Villa Park. Men den danske landsholdsspiller havde valgt at se divisionsfodbold i Danmark i stedet for sin egen klub i Birmingham.

Her tabte Aston Villa uden opbakning fra Jores Okore på stadion med 1-2 til Bournemouth, hvilket betyder, at Jores Okore og Aston Villa nu må forberede sig på livet i The Championship i næste sæson.

Med fem kampe igen har Aston Villa 15 point op til Norwich på 17. pladsen og en målscore, der er 19 mål værre. Derfor er det kun et mirakel, der kan redde Aston Villa og sikre Jores Okore Premier League-fodbold til efteråret.

Jores Okore var ikke udtaget til dagens kamp, hvor Ciaran Clark og Joleon Lescott stod i midterforsvaret. Det er kun blevet til 14 optrædener i indeværende sæson for den danske midtstopper, der har været stærkt plaget af skader. Således har Jores Okore ikke været i kamp siden 14. marts, hvor klubben i mellemtiden også har sagt farvel til cheftræner Remi Garde.

Den 23-årige dansker blev for nylig udtaget til Åge Hariedes landsholdstrup mod Skotland. Men udsigten til landsholdsfodbold bliver stærkt forringet, hvis den ugentlige kamptræning bliver mod Preston og Huddersfield i stedet for Manchester City og Chelsea.

Jores Okore er selv tavs omkring sin fremtid i Aston Villa og har dermed ikke taget stilling til, om han vil følge klubben med ned i dybet.

Til BT skriver forsvarsspilleren, at han ikke har nogle kommentarer på nuværende tidspunkt.

For blot en uge siden rasede Jores Okores agent, Nicola Juric, til BT over forholdene i Aston Villa. Her savnede Nicola Juric en melding fra ledelsen om, hvad planen var for Jores Okore i næste sæson.

»Jeg har snakket med Jores om det her og aftalt, at så længe jeg ikke ved, hvad der er op og ned, skal han ikke væk. Men klubben har jo mere eller mindre kastet håndklædet i ringen for denne sæson. Det afspejler sig også på banen. Der er ingen handlingsplan i klubben, og ingen ved, hvad vej den vil gå. Jores skal selvfølgelig respektere sin kontrakt, men jeg savner en eller anden udmelding fra klubben om, hvad den vil,« sagde Nicola Juric i sidste uge.

Jores Okore og Aston Villa kan få det endegyldige dødsstød mod The Championship på lørdag, hvor Villa-klubben tager på besøg hos Manchester United.