Har du oplevet noget lignende i Danmark, så hører BT meget gerne fra dig på 1929@bt.dk
En ansat hos Joe & The Juice i den svenske by Helsingborg fortæller, at han af sin chef blev bedt om at ringe med en klokke, hver gang en smuk eller en grim pige gik forbi.
Det skriver Helsingborgs Dagblad.
Christopher Lantz arbejdede hos Joe & The Juice i november måned i år. Men han blev der kun ganske få vagter. Han kunne nemlig ikke lide flere af de tiltag, som den dansk-ejede kædes ansatte blev om at deltage i.
Et af de tiltag, som chefen instruerede ham i under en af de første træningsvagter, var, at han skulle ringe med en klokke, hver gang en grim eller smuk pige gik forbi. Og det kunne Christopher Lantz ikke forstå.
»Jeg er chokeret over, at en så stor kæde engagerer sig i seksuel chikane,« siger Christopher Lantz til avisen.
»Jeg syntes, det var idiotisk, men jeg ville gerne beholde mit job, så jeg sagde ingenting,« uddyber han.
Historien ramte svenske medier, efter Christopher Lantz ven Jonathan Johansson hørte om tiltaget og valgte at beskrive det på Facebook. Det fik hurtigt mange til at reagere, og flere svenske medier opdagede sagen.
Christopher Lantz er ikke ansat hos Joe & The Juice længere. Han stoppede selv efter få vagter, da han ikke kunne lide den 'sexistiske macho kultur'.
»Hvis man lavede en fejl, så skulle man lægge sig ned og lave armstrækninger,« siger han.
Helsingborgs Dagblad har talt med en manageren hos den omtalte Joe & The Juice i Helsingborg. Og han bekræfter over for avisen, at klokken har været i brug, men ikke for at gøre opmærksom på grimme piger.
»Vi brugte det som et trick, dels for at gøre kunderne opmærksomme på, når maden er klar. Vi har også brugt det som en sjov ting, når en smuk pige gik forbi,« siger Lalit Liljerud, der er manager i den Joe & The Juice, hvor Christopher Lantz var ansat.
»Det var ment som en positiv ting, men siden middag i går (torsdag 8. december, red.) har vi fjernet klokken helt,« siger manageren.
Den succesfulde danske juice- og kaffekæde har tidligere været udsat for kritik, da hovedparten af de ansatte til at lave juice og kaffe er mænd. Det kan du læse mere om herunder.
