Må man gå på rov i sine venners vennekreds? Nu er jeg et par gange stødt på problematikken. Altså: Må jeg gerne danne nye venskaber med mennesker, jeg møder til middag hos nogle fælles venner?

Hvis nogen havde spurgt mig for fem år siden, ville jeg ikke have været i tvivl: Selvfølgelig må jeg det. Men siden er jeg blevet opmærksom på, at svaret slet ikke er så givet endda.

Til næste år har min mand og jeg kobberbryllup, og når vi kigger ned over vennekredsen i forhold til dengang, vi blev gift, så ser den ikke meget anderledes ud i dag. Nogen er blevet skilt, nogen er flyttet til udlandet. En enkelt er desværre død. Men ellers stort set den samme masse.

Der er dog nogle newcommers: For to år siden skete der det, at nogle bekendte – 4 dejlige mennesker – pressede på for at lave en aftale med os. Vi endte med at invitere dem hjem. Vi havde svært ved at se, hvad de dog ville med os. Syntes selv vi fremstod som kedelige i forhold til dem. Men siden har det udviklet sig til et nært og meget kært venskab. Vi planlægger nu at rejse sammen. Og det har faktisk åbnet mine øjne for, at man godt kan knytte nye venskaber, selvom man har svært ved at nå alle de gamle. Det ene behøver ikke ske på bekostning af det andet.

Så da jeg for et par uger siden blev inviteret hjem til min venindes veninde, tænkte jeg, at det var da bare SÅ hyggeligt, for vi har altid haft det fint sammen, hun og jeg. Vi var sammen alle tre piger, og vores mænd var med. Og her er så humlen: Jeg kan ikke se mig selv begynde at ses med den anden veninde, uden den første veninde er med. For det første fornemmer jeg, at det ville såre min veninde, og for det næste ville det bare føles forkert. Men hvor står det skrevet, at man ikke må? Og hvad er det, der gør, at det føles forkert?

Jeg har selv et vennepar, der nu ses med et andet vennepar, de har mødt igennem os. Jeg er splittet mellem at føle mig privilegeret over at have en vennekreds, hvor de indbyrdes kan lide hinanden og så føle, at jeg går glip af noget, når de er sammen uden mig. Er det egoistisk? Måske…men det er altså sådan, jeg har det.

For min førnævnte veninde handler det dog mere om, at hun synes, folk må finde nye venner på deres egen banehalvdel . Måske har hun en pointe. Mine forældre havde engang 2 vennepar, som begyndte at ses på tværs. Det ene vennepar lånte så penge - MANGE penge - af det andet, og så skal jeg ellers love for, at der gik ged i det. Nej, det er ikke uproblematisk, og derfor sidder jeg altså her uden svar på mit første spørgsmål: Må man gå på rov i sine venners vennekreds?