Annettes brevkasse: Vi havde et perfekt forhold i 21 år - nu er min mand skredet med kollega

Kære Annette!

Jeg har virkelig brug for et råd. Sagen er den, at min mand har forladt mig for en anden efter 21 års samliv. Vi har ellers altid haft et fantastisk forhold. Sjældent vi har skændtes o.lign. Tværtimod har vi altid levet harmonisk og nydt hinanden.

Vi har 2 børn og dem har vi opdraget sammen uden bøvl og bras.

Har ofte været på kæresteture, hvor vi har været helt opslugte af hinanden. Sidste tur var vi på var i september.

I marts fortæller min mand mig pludselig, at han har fået følelser for en kollega (hun sidder ved siden af ham på jobbet, hvilket hun har gjort gennem ca 15 år). Min verden styrter sammen, da udmeldingen kom som et lyn fra en klar himmel.

Kære hustru!

Jeg sidder desværre og nikker, mens jeg læser dit brev. Jeg kender alt for mange, der befinder sig i lige præcis jeres situation, og jeg kender desværre flest af dem, der gør som din mand: Stikker af. Jeg ville næsten ønske, det var ham, der havde skrevet, for så kunne jeg fortælle ham, hvordan det der ender efter al sandsynligt.

Vælger man at stikke af, er der nemlig tre mulige udfald.

1. Man sidder efter et halvt til et helt år og er ikke blevet en dyt lykkeligere. Tværtimod. Det hele er noget rod, og man aner ikke, hvordan man skal finde tilbage. Man troede selv, man tog den gode beslutning, var handlingsdygtig, havde overblik. I virkeligheden var man blind.

2. Man lever fortsat i fornægtelse. Vælger simpelthen ikke at se den ulykke, man påfører andre. Jeg har en veninde, der nu på andet år bilder sig ind, at ”det har børnene tacklet simpelthen så fint”, og der står vi andre udenfor og kigger ind på noget ganske ganske andet. Hvad søren fortæller man dem, der ikke vil høre sandheden? De skubber snebolden foran sig og tror, det hele allerede er endt lykkeligt, herregud.

3. Man tager ansvar. Det sker desværre ekstremt sjældent, for det kræver, at man bestiger et bjerg, tør kigge på egne fejl og mangler og lærer sig en helt ny måde at kommunikere på. Og her mener jeg HELT NY. Man skal turde fortælle de inderste tanker – og de er som regel ikke ret fede at dele med andre og da slet ikke med dem, som man ved, man sårer undervejs. At tage sådan et forløb, kræver ugentlig parterapi gennem flere måneder, hvis du spørger mig.

Din mand vil sikkert sige, at udfald nr. 3 orker han ikke, og det hjælper ikke, og det redder jer ikke. Men der tager han fejl. Jeg har nu ved mange lejligheder opdaget, at parterapi ikke nødvendigvis er det, der redder ægteskabet, men til gengæld er det, der redder skilsmissen. Det er så tydeligt, at dem, der magter at tage ansvar – begge parter – og som får et nyt forum at kommunikere i samt et nyt sprog, de klarer skilsmissen på en helt anden og ukompliceret måde, hvilket 100% kommer børnene til gode.

Jeg kan jo ikke vide, hvorfor din mand er røget ud i utroskab. Det kan handle om så mange ting, men under alle omstændigheder er der noget, han ikke har været ret tydelig omkring, hvilket er årsagen til chok og forvirring hos dig og børnene. Jeg ville klart anbefale ham at tale med professionelle om det, men han gider nok ikke lytte til mig.

Alt dette være sagt, så er der også behov for, at du ændrer adfærd og sprog i forhold til ham. Ikke til noget værre eller noget hårdt eller uforsonligt. Men du skal også være klar til at gå på opdagelse i dig selv, når chokket er ved at lægge sig. Finde ud af, hvilken del af hans kommunikation, du ikke har forstået og hvorfor. Skyld er sådan set et helt overflødigt begreb i den sammenhæng. Det er ligegyldigt, om den ene eller den anden er skyldig. Vi har alle et ansvar i ægteskabet. Hvor er dit? Hvis du tør gå på jagt efter det, så gør det. Gerne alene men jo helst med ham.

Jeg har venner, der forlod hinanden for 14 år siden. Først da de indså, at deres dårlige kommunikation gik ud over sønnen, begyndte de for nylig at gå i parterapi. Det til trods for, at de i dag er gift med nye partnere og har nye børn. Det hjælper, men de ville jo begge ønske, de havde gjort det for længst. Det gør ondt at se sine børn ulykkelige og frustrerede.

Vi voksne har det med at glemme, at vi stadig har det fælles ansvar overfor børnene; om vi er sammen eller ej, og uanset hvor surt og svært, det må synes, så er en fornyet selvindsigt med til at klæde dem bedre på i situationen.

Din mands utroskab behøver ikke være en krise. Den kan også handle om en udvikling (væk fra dig). Den kan handle om at være kørt træt. Den kan handle om sex. Om flugt. Om reel kærlighed. Det er sådan set sagen ligegyldig. Spørgsmålet er: Vil han leve op til ansvaret overfor sin familie?

Han kan flygte over i noget, der lige nu føles skønt, men han slipper ikke for smerten. Den kommer før eller siden, og jo længere tid han venter med at dykke ned i det sorte, desto mere vil den smerte gå ud over børnene. Det siger jeg ud af helt enkel erfaring. Jeg kender alt for mange, der har gennemgået det, du beskriver, til at kunne afskrive det som uproblematisk for børnene. Kan du få ham til at indse dette, så vil det være nemmere at hive ham med til terapi. For jeres begges vedkommende håber jeg, at I tør tage den tur sammen. Men jeg håber det allermest for jeres børn.

Det var måske ikke det svar, du ønskede, men jeg håber, du måske kan bruge det til at skubbe på ham. Han er naturligvis velkommen til at skrive til mig også – jeg behøver ikke tage den op her på siden, og jeg står også gerne til rådighed, hvis I har behov for at få anbefalet en god terapeut. Jeg kender efterhånden en del.

Jeg håber, at du snarest kan få udskiftet chokket med nysgerrighed.

De bedste tanker til dig og børnene,

Annette